Håber på 1.000.000 skulderklap til Karlsgårde Dag 2017

På næste søndag den 10. september er der Karlsgårde Dag for 10. gang. Et arrangement som sidste år trak mere end 5.000 gæster. Det er også et arrangement som bæres af frivillige hænder og det bør hædres.

Lasse Frøkjær Madsen fra NaturKulturVarde har været med til Karlsgårde Dag siden starten i 2008. I år er det 10. gang at arrangementet løber af stablen, og Lasse understreger at alle gæster bør dele flittigt ud af skulderklap.

– Karlsgårde Dag er båret af ca. 200 frivillige. Nogen har været med alle 10 gange. De seneste år har vi haft omkring 5000 gæster, og hvis alle deler et skulderklap ud til hver frivillig, burde der blive delt 1.000.000 skulderklap ud – griner Lasse Frøkjær Madsen.

Karlsgårde Dag har som sædvanligt masser af forskellige tilbud, som man kan prøve eller smage på.

– i år er der ca. 35 tilbud rundt om den kunstige sø. Uanset om man vil smage på lokalt producerede fødevarer, færdes på søen eller prøve muay thai boksning i naturen så er der mennesker som brænder for netop deres felt – smiler Lasse Frøkjær Madsen.

Som de andre år starter dagen klokken 10:00 og slutter klokken 16:00. Det er igen i år gratis at deltage.

Se mere om arrangementet på www.karlsgaarde.dk<http://www.karlsgaarde.dk> og på facebook.

Fakta:

– Karlsgårde Dag er igen i år fordelt rundt på 4 områder omkring Karlsgårde sø. 1: Karlsgårde Værket, 2: Den Runde Plads, 3: Tambours Have/Rolandhytten, 4: Mindestenen.

– Karlsgårde Dag får økonomisk støtte fra: Sydbank, SE Vækstpulje og Varde Kommune.

– NaturKulturVarde, DGI Sydvest og Visionssekretariatet i Varde Kommune har en koordinerende rolle i forhold til Karlsgårde Dag.