Glade jul – dejlige jul – i Vardes Boghandel
Bog & Ide er en boghandel. Fordi her finder du simpelthen så mange bøger – til alle i familien. De klassiske, de nye, dem til de små, og dem, man MÅ eje! Men det er meget mere end bøger. Når du træder indenfor i Bog & Ide, venter der også en verden af legetøj, puslespil, aktivitetslegetøj og hobbyting. Fordi indehaver Lene Bordin Kristiansen kunne se, at der var et behov herfor i byen. Og det er blevet taget rigtig godt imod.
(Artiklen fortsætter under foto)
Da byens legetøjsbutik lukkede for år tilbage synes jeg ligesom, ”man burde gøre noget”… så det gjorde jeg. Kiggede på mulighederne og prøvede mig lidt frem, og i dag kan vi tilbyde en kombination af boghandel, hobbybutik og legetøjsforretning, plus alt det andet, griner Lene, der aldrig er bange for at prøve noget nyt.
– Se lige dem her – det er nye smykker, vi har fået hjem, og jeg synes, de er så søde, siger Lene og viser de smukkeste små øreringe og vedhæng frem.
Og sådan kan man gå på julegaveinspirationstur i butikken og få klaret en masse af julegaverne.
(Artiklen fortsætter under foto)
God service er gratis
– Jeg så forleden et foto af en bon, det var nok på Facebook – hvor der under ”Venlig betjening” stod 0 kr. Og det smilede jeg sådan af – for det er jo lige præcis det, vi skal huske i disse tider, hvor mange taler om hårde tider og nethandel. Den gode service og smilet, du får med på vej ud af butikken, den er ganske gratis. Og det skal vi bare dele endnu mere ud af, siger Lene.
Hun står fra tid til anden med en kunde, der tydeligt overraskes af priserne i butikken.
– Nogle er af den overbevisning, at handler man i specialbutikkerne, er det dyrt. Og det er jo en forfærdelig misforståelse. Mange af vores varer er billigere at købe i butikken end i store kædevarebutikker. Og man skal huske, at vi hver uge har det, vi kalder STÆRK pris, det vil sige varer, hvor prisen virkelig er skarp, understreger Lene.
– Jeg vil så gerne, at vi her i byen som forretningsdrivende, kan sende det her fælles signal om, at det betaler sig – både for kunden, men også for byen som helhed, at handle lokalt. Vi har et godt sammenhold – og det skal vi være endnu bedre til at signalere. Vi skal støtte hinanden, støtte lokalt, hvad enten det er den lokale forening, klub eller butik – det betaler sig, smiler Lene til slut…