Med 20 minutters varsel sprang Hans Vincens til i rollen som Soldaten i ”Fyrtøjet – en gnist i Andersens liv” i forbindelse med sommerspilsprøven sent mandag aften. Musicalperformer Teit Samsø, der spillede Soldaten, måtte nemlig akut forlade scenen på grund af en knæskade.
Teit Samsø blev umiddelbart efter undersøgt af Varde-lægen Charlotte Bøving, der konstaterede, at han ikke kunne fortsætte prøven. Ved efterfølgende undersøgelser og scanning tirsdag har det vist sig, at det ikke vil være helbredsmæssigt forsvarligt, at Teit Samsø gennemfører sommerspillets 18 forestillinger.
Derfor overtager Hans Vincens nu helt og holdent rollen, som han fra starten af prøveforløbet har været understudy på. Indtil mandag spillede han rollen som hunden med øjne så store som Rundetårn, og desuden medvirkede han i flere scener som danser og ensemble.
– Det er jo absolut ikke noget ønskescenarie, men jeg vil naturligvis gøre alt, hvad jeg kan for at udfylde rollen, når nu situationen er, som den er, siger Hans Vincens.
Og at Hans Vincens nok skal få helt tjek på rollen inden premieren torsdag aften, beviste han i høj grad ved prøven mandag aften, hvor der allerede var styr på både sange og replikker. Det i en sådan grad, at han fik anerkendende klap på skulderen af både instruktør Carsten Friis og Martin Brygmann, der spiller H.C. Andersen i forestillingen.
– Det var bragende flot, at Hans med så kort varsel kunne gennemføre anden akt nærmest fejlfrit. Det er sindsygt ærgerligt, at Teit ikke får lov at spille Soldaten, men med Hans i rollen er jeg helt rolig, siger instruktør Carsten Friis, der har instrueret Varde Sommerspil siden 2005.
Hans Vincens, der er bosiddende i Esbjerg, har medvirket i flere sommerspil i Varde og i musicals rundt om i landet. Han har netop afsluttet et forløb på MusicalTalentSkolen Varde.
Varde Sommerspil har premiere torsdag den 1. juli kl. 20.00 og spiller til og med fredag den 16. juli.
Billetsalg på 7-kanten.dk
Foto: Hans Vincens (forrest) har overtaget rollen som Soldaten, efter at Teit Samsø blev ramt af en knæskade i forbindelse med de sidste prøver på ”Fyrtøjet – en gnist i Andersens liv”. PR-foto.