Læserbrev indsendt af Søren Laulund,, Borgmesterkandidat,, Socialdemokratiet i Varde, Hyldesti 1, 6800 Varde – Tlf. 2871 3413
I sit læserbrev om specialområdet i jv. den 14-6.21 tilkendegiver Heidi Bundgaard: ”Det konservative folkeparti vil til enhver tid sætte menneske frem for hensynet til kommunekassen. Borgernes behov og retskrav må aldrig gradbøjes ud fra en økonomisk betragtning.” Jeg tolker at udmeldingen er generel og ikke alene gælder indsatsen på specialområdet. I Socialdemokratiet er vi fuldstændig enige i dette synspunkt – og parate til at honorere med en buket røde roser. Imidlertid blegner udsagnet- og buketten visner hurtigt, når det konservative udsagn suppleres med viden om at de konservative har en til knoglerne indgroet rædsel for at røre ved skatten. I år er Varde gunstigt stillet og kan nok holde et uændret service niveau uden skattestigninger – fordi vi i fællesskab fik trukket millioner hjem til kommunen ved udligningsreformen. I kommende år vil faldende antal beskæftigede, flere ældre og flere borgere med et særligt behov – samt tiltrængt opfyld af ”huller” fra tidligere år – hurtigt give disse millioner ben at gå på. Kommer vi hertil vil socialdemokratiet kæmpe for et uændret service niveau selvom konsekvensen er at pille ved skatten. Vil de konservative støtte op om dette – som Heidi Bundgaard skriver – eller er udsagnet en ”Gratis omgang” i et valgår – hvor alt peger på at kommunekassen er så polstret at vi næppe kommer i en diskussion om skattestigning. Det kan selvfølgelig være at de konservative ser andre finansierings kilder. Disse vil det være interessant at få på bordet. Men Heidi Bundgaard – du har en buket røde roser til gode.