Helle TeamTramp “springer” alle rammer

Siden foråret er det lykkedes to lokale piger på 14 år, at starte Helle TeamTramp op, hverve 23 medlemmer, få 30.000 kroner i tilskud fra Varde Kommune til nye trampoliner – og sidst men ikke mindst er det lykkedes at blive stemt videre til Danskernes Idrætspris 2016 fra P4 Syds region. Det er den lokale buschauffør, der har tilmeldt pigerne til konkurrencen med den begrundelse, at et sådant initiativ bør belønnes.

Nu er det så afgjort, at Majken Brink og Sofie Jepsen går videre i konkurrencen Danskernes Idrætspris, der går til et initiativ eller projekt, der i særlig høj grad gavner den lokale foreningsidræt.

Der er i alt nomineret 9 initiativer, der konkurrerer om 100.000 kroner.

Vinderen af Danskernes Idrætspris 2016 afsløres ved tv-showet Sport 2016 den 7. januar 2017, og Maiken og Sofie – og alle springerne – håber naturligvis på at kunne modtage prisen, så der kan anskaffes loftlonge og sikkerhedsmåtter til trampolinerne.

– Som udvalgsformand er det jo fantastisk at se, at de to piger er kommet så godt fra start. De har knoklet i foreningen for at få gang i aktiviteten, og at det er lykkedes dem at få indkøbt hele to trampoliner for tilskuddet er jo glædeligt, siger Lisbet Rosendahl, formand for Kultur- og fritidsudvalget.
– Og at de så også er blevet indstillet til Danskernes Idrætspris 2016 og er gået videre fra den regionale afstemning, er jo helt fantastisk, men ganske fortjent, slutter udvalgsformanden.

Fakta:
De ni vindere af de regionale afstemninger bedømmes fagligt af DIF’s bestyrelse, som først vælger tre finalister og herefter afgør, hvilket af de tre initiativer, der er vinderen. Den endelige vinder, som DIF’s bestyrelse udpeger, afsløres ved DR’s sportsshow SPORT 2016 7. januar 2017