Hent nemt: Føtex pakker dine varer

Nyt initiativ i Varde: Nu kan du bestille dine dagligvarer online og hente dem pakket og klar hos føtex

Bor du i Varde, kan du se frem til en noget anderledes måde at købe dine dagligvarer på. Nu lancerer føtex Varde nemlig servicen Køb & Hent, hvor du kan bestille dine varer online og efterfølgende afhente dem, pakket og klar ved butikken, når det passer dig.

Forestil dig, at du tirsdag aften i ro og mag bestiller varer hos din lokale føtex. Forestil dig så, at du kommer forbi føtex-butikken onsdag eftermiddag – måske på vej hjem fra arbejde – hvor du henter dine pakkede varer hos en føtex-medarbejder ved Køb & Hent-udleveringen på parkeringspladsen uden for varehuset.

Det er essensen i føtex’ digitale service Køb & Hent, som i øjeblikket bliver rullet ud i flere føtex-varehuse landet over. Den 12. november kommer Køb & Hent til føtex Varde. Varehuschef Lars Slotsager ser frem til at tilbyde kunderne den nye service.

”Nu da vi befinder os midt i coronakrisen, er Køb & Hent en løsning, som jeg tror, mange vil have ekstra gavn af, så de kan undgå for meget fysisk kontakt. Vi glæder os i hvert fald til at få løsningen implementeret. Jeg tror samtidig, at det vil være en hjælp for mange af vores kunder at have muligheden for onlinebestilling i en travl hverdag,” fortæller Lars Slotsager, varehuschef i føtex Varde.

Køb & Hent tilgodeser travle familier

Den nye service er blandt andet tiltænkt de mange danskere, der helst vil have deres indkøb overstået hurtigst muligt. Det drejer sig om 45 procent af befolkningen, viser en undersøgelse foretaget i februar. Det er især børnefamilier, der kan have glæde af Køb & Hent, forklarer salgsdirektør i føtex, Jan Larsen:

”Køb & Hent er en hjælp til travle børnefamilier og kunder med lange arbejdsdage. Med Køb & Hent kan de nemlig planlægge deres indkøb om aftenen, når de har mere tid, og børnene er lagt i seng.”

Ifølge Jan Larsen er servicen dog også tiltænkt danskere, der er i øget risiko for smitte med COVID-19.

“Vi kan se på myndighedernes opgørelser, at COVID-19 fortsat spreder sig i Danmark. Det betyder, at vi i føtex skal være ekstra opmærksomme på de af vores kunder, der er i særlig risiko for at blive smittet. Med Køb & Hent kan vi være med til at passe på de mest udsatte, som nu kan handle med mindre menneskekontakt end tidligere,” siger Jan Larsen.

Stort potentiale i Køb & Hent

Køb & Hent er allerede rullet ud i en række varehuse landet over, hvor mange kunder har gjort brug af servicen. Håbet er, at endnu flere kunder i løbet af i år kan bestille deres varer hjemmefra.

”Vi har en ambition om, at alle kunder på sigt skal have mulighed for at bruge Køb & Hent. Med varehuse i stort set hele landet, kan vi give rigtig mange danskere et alternativ til den traditionelle indkøbstur. Det er jeg rigtig glad for,” fortæller Jan Larsen. 

Om føtex Køb & Hent

føtex Køb & Hent er en ny digital service, hvor kunden bestiller og betaler sine dagligvarer online, og hvor føtex-medarbejdere plukker og pakker varerne i butikken, så kunden blot skal afhente varerne i sin lokale føtex. Kunden bestiller på www.føtexKøbogHent.dk, hvor føtex tilbyder samme sortiment og priser indenfor alle fødevarekategorierne, personlig pleje og rengøring, som kunden kan få i sin lokale føtex. Det vil sige kunden først vælger afhentningssted og herefter dagligvarer. Kunden kan bestille 8 dage frem.

Det koster DKK 29,- at benytte føtex Køb & Hent.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen, der går under navnet Indkøbskurven, baserer sig på cirka 3.000 webinterviews af 18-75-årige danskere, og er indsamlet via Userneeds panel i perioden 3.-15. februar 2020. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse. Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariable er sikret ved efterfølgende vægtning.