Hotel Arnbjerg er en af de få Pavilloner der er tilbage i Danmark. Hotellet ligger i Arnbjerg Parken som kan føres tilbage til 1600 tallet.
1618-1648 – 30 års krigen
I den nordvestlige del af Arnbjerganlægget findes et højdepunkt med indskriften:
”Her opkastede Wallensteins soldater en skanse i 1618-1648”.
Dette var ”slagmarken i Varde i 30 års krigen, 1618-1648. Herfra kunne de med deres skyts beherske byen og holde borgerne en sørens masse tønder øl på byens regning. Det fik dog en ende i 1629, men da havde det også gjort et godt indhug i byens regnskab.
1827 – en driftig mand kom til byen
I 1827 kom en driftig mand og hans hustru til byen. Wedel Heinen en driftig foged fra København synes at der var lidt goldt, så han fik tilladelse, for egen regning, (man er vel i Vestjylland!) at opføre en park. Det er det vi i dag ser frugterne af med største fornøjelse.
1890’erne – Varde med på moden
I slutningen af 1800 blev det meget moderne med lystpavilloner og Varde var med på moden. Så i 1899 opførtes, af byens råd en Pavillon for at undgå, at vardenserne tog til Esbjerg for at more sig. Det er den, der endnu står, med ganske lidt ændret udseende. Det er en af de bedst bevarede Pavilloner i Danmark. I 1941 malede den først kendte forpagter Ejlerskov malerierne i pavillonen. Efter meget debat opførtes yderligere en stor hal til skolemøder o. lign. I året 1914 blev den indviet og var på dette tidspunkt den største hal i Jylland.
1926 – Varde miniby bliver til
Udenfor ligger et miniature beboelseshus, bygget i 1926 til en håndværkerudstilling. Dette hus er nok det mest fotograferede i Varde, og danner basis for grundlæggelsen af minibyen, som ligger i Arnbjerg anlægget. Minibyen viser Varde i miniature som den så ud for ca. 170 år siden.
1947 – Friluftscenen opføres
Til sidst må vi ikke glemme den store friluftscene, lige ved siden af Hotel Arnbjerg, den ligger på skråningerne op mod Wallensteins Skanse. Det blev taget i brug i 1947 og har plads til 2500 tilskuere. Det er et fasttømret element i Vardes kulturliv.Lige fra Sommerspil til Rockkoncerter.
1984 – Renovering af Arnbjerghallen
I 1984 ville man renovere Arnbjerghallen, men det viste sig, at der var så meget råd og det ville koste 2,6 mill. at renovere, så man byggede en ny hal i samme stil og med samme spærkonstruktion.
1996 – Springvandet “Stormflod” bliver indviet
Det nyeste tiltag i Arnbjergparken er springvandet ”Stormflod” indviet i 1996, der symboliserer Varde Å i de forskellige scenarier.
2005 – Hotellet kommer på private hænder
Hotel Arnbjerg blev, efter en ikke enstemmig byrådsbeslutning, sat til salg i 2005, så det for første gang er på private hænder.
Mange historiske elementer i anlægget
Endvidere rummer anlægget skulpturer af Anker Hoffmann. Dette gælder både Skulpturen, der er til minde om de Varde-sabotører der ofrede livet under 2 verdenskrig, samt skulpturen af ”Vardepigen” og ” den liggende kvinde”.
Kilde: Arnbjerg.dk