I DIN Forsyning leverer vi hvert år vand til tusindvis af mennesker og virksomheder i Esbjerg, Varde, Ribe og Bramming. Og det er vigtigt, at vandet er rent og lever op til de krav der, når man som os, betragter drikkevand som en fødevare.
Men vidste du, at vi med nogle års mellemrum laver dykkerinspektion og rengøring af rentvandstankene ved de fleste af vores vandværker? Du kan se en lille film, hvor en dykker klatrer ned i en rentvandstank her: https://youtu.be/WFbgZm-OovU
Det er vigtigt for vandets kvalitet, at rentvandstankene er hele og uden utætheder. Tankene er på de fleste af vores vandværker gravet ned, og derfor er det svært at holde øje med, hvilken stand tankene er i. Derfor sender vi en gang imellem en dykker ned for at tjekke tankenes tilstand. Det er selvfølgelig ikke en helt almindelig dykker, men en erhvervsdykker, der er specialiseret i lige præcis denne type opgave. For det stiller meget strenge krav til hygiejne og udstyr.
Når vi bygger nye vandværker, er vi gået væk fra at lave nedgravede tanke. I stedet får vi tankene lavet, så de er fritstående og synlige. Det giver os ganske andre muligheder for løbende at kunne holde øje med tankenes stand. Det gælder fx på Esbjerg Vandværk, på Skindermarkens Vandværk i Ribe, og også ved det kommende Varde Vandværk, som vi snart går i gang med at bygge.