Jeg har aldrig pralet af at være en haj til at finde vej. Tvært imod. Jeg husker mere end tydeligt i gamle dage, da jeg sad på en avisredaktion og skulle fra A til B, hvordan jeg nærstuderede kort, blot for at fare vild – HVER gang! Ja, jeg er endt upassende tæt på Billund engang jeg skulle til Ansager. Ja jeg er endt på en mark, engang jeg skulle hjem fra Hjerting.
Men så kom GPS’en, og mine store glædeshyl ville ingen ende tage, da jeg kunne få Siri til at guide mig vej via mobilen.
MEN ikke desto mindre gik det så galt her i weekenden – og når man ikke er vant til det – fordi Siri som regel hjælper, så kom det faktisk lidt som et chok.
Jeg var netop kørt ud af Frederikshavn med kurs mod Varde. Naturligvis over Viborg – dels for at undgå for meget motorvej, dels fordi jeg så lige kunne gøre stop hos min søde mor….
Bilen var fyldt til bristepunktet af børn og svigersøn, der alle var trætte efter en god lang og festlig søndag. Musikken skruet op. Snollerposerne åbnet. Here we go.
Da jeg så ser, at der kun er 80 km tilbage at køre på… Nå for den da... det havde jeg slet ikke set, men mon ikke der kommer en afkørsel til noget tankstation på den der kedelige motorvej på vej til Ålborg, tænkte jeg og skrålede med på musikken bag ved…
Men det skete bare ikke. Hvem i hede hulan har planlagt de der tankstationers placering deroppe nordpå? Kunne mærke jeg begyndte at blive lidt klam-nervøs over det – og da vi – selvfølgelig – havnede i vejarbejde – på afmærket smal vej i modsatte vejspor – ja da begyndte angstens sved at vise sig.
“Jeg finder lige nummeret til vejhjælp…” – pippede datter omme fra bagsædet.
Jeg er ikke helt god i sådan nogen situationer. Jeg gik i løbet af 2,4 minut fra at nynne højt at det her nok skal gå – til at panikke (delvist skjult)…
HVOR %&¤#”! HAR DE GJORT AF DERES BENZINSTATIONER HEROPPE… Og så skete det jo – at jeg i forvejen var presset, ja så panikkede jeg over skilte på motorvej, der kun viste mod enten Århus eller Ålborg V.
VI SKAL IKKE TIL ÅRHUS!!!!!!!!!! Brølede jeg og svingede hen over vejbane op på vej i det her V.
(ja det ER pinligt, jeg ved det)
Så var jeg pludselig i no mans land uden benzin med ultraskinger stemme, som jeg simpelthen ikke var i stand til at slukke.
HVIS I IKKE HJÆLPER MIG NU SÅ TUDER JEG!
Svigersøn rettede sig op bag mig – havde tændt tlf – “Øhm drej mod højre heroppe – suppleret af mellemste datter: 2,7 km herfra er en tank…
2,7 km…. En god gryderet af dårlig samvittighed over elendigt overblik og manglende evne til at tage mig sammen gjorde kun tingene endnu værre. Kogte og bandede så yngste datter blev rigtig sur! Det var faktisk slet ikke hyggeligt.
Pyh, tankstation forude… ind – parkere – finde visakort frem – men hvad er nu det? Kunne ikke finde den der automat til kortet – i stedet for at orientere mig begyndte jeg naturligvis at råbe over det… (kunne faktisk godt selv høre, at nu var jeg rigtig træls).
To døtre og svigersøn væltede ud fra bagssædet, mellemste var forsvundet ind efter sodavand…
Nå, der blev tanket – og så måtte vi jo finde vej ud af det her Ålborg V… Tændte for Siri, spurgte hende rigtig pænt, om hun ikke godt ville hjælpe.
“Hold til højre”, råbte Siri skingert inde fra telefonen, og så gjorde jeg det på den her vejbane med 76 baner…
NEEEEJ brølede mellemste datter, du skulle køre ud mod motorvejen – sgu da ikke ind mod byen…
???????????????????????????????
Befandt mig i indre by (tror jeg nok) midt i vejarbejdskaos og med stresstårer i øjnene fik jeg endnu engang brølet, at det var en LORTEBY, alt imens Siri råbte endnu højere, at jeg skulle foretage en uvending. Sig mig, hvad havde hun forestillet sig? Jeg kan da ikke lave en uvending på en 3 sporet vej med fuld trafik omkring mig???
Nå, tog en dyb indånding mens børn raflede om, hvem der skulle smide mig om bagi, så en af dem kunne tage rattet…
Efter at have set ret meget af Ålborg lykkedes det – motorvejskilt – afsted – ud væk fra bykaos. Der var helt stille i bilen. Sad og overvejede om jeg skulle sige det højt, – at jeg faktisk var lidt flov over min opførsel, eller om jeg bare skulle lade helt som ingenting og køre hurtigt hjem og glemme det hele…
Men så begyndte en af pigerne at grine….
“Det her bliver sådan, at …. kan I huske på vej hjem fra Nynnes konfirmation, da mor gik amok…?
Kunne jo godt selv se det. Øv. Er bare så dårlig til at erkende min manglende evne til at orientere mig.
Det hjalp heldigvis, da vi nåede motorvejen. Strøg hjem til Varde i regn og mørke, med snoller og grand prix sange – og garanteret med inspiration til mine dejlige piger om, hvordan de IKKE skal reagere, hvis Siri skaber sig for meget i telefonen…
Hjem til gode Varde, der ikke har hverken 4 sporet vej eller uoverskueligt trafikkaos!
Det varer lige lidt før jeg kører til Ålborg igen….!