Huspriser: Kvadratmeterpriserne i Varde er faldet

Der er kun 150 kilometer mellem Odense og Tønder på kortet, men på boligmarkedet er afstanden endnu større. Den seneste opgørelse fra www.bolighed.dk af udviklingen i fjerde kvartal i udbudspriserne på boligmarkedet viser, at boligkøbere får næsten tre gange så mange kvadratmeter for pengene, hvis de køber hus i Tønder i stedet for Odense. Og den store forskel afspejler det delte boligmarked i Region Syddanmark.

– Boligmarkedet i Region Syddanmark går frem i flere områder, men hænger med næbbet i andre. Over det seneste år er salgsprisen på huse steget i 13 ud af de 22 kommuner i regionen. Det peger på et boligmarked, som er i fremgang i de mest tætbefolkede kommuner, mens det står stille eller ligefrem går tilbage i de mindre befolkede områder af regionen., siger Boligheds boligøkonom Thomas Lynggaard Germann.

Samlet set er udbudspriserne for villaer og rækkehuse i Region Syddanmark steget med 1,5 procent det seneste år, men det tal dækker over store forskelle.

– Et hus er dyrest i Odense. Her er udbudsprisen på et hus på 140 kvadratmeter 2,3 mio. kr. For regionen under et er udbudsprisen for et hus i samme størrelse 1,6 mio. kr. I den anden ende af skalaen finder vi Tønder, hvor et hus på 140 kvadratmeter kan købes for blot 799.820 kr., siger Thomas Lynggaard Germann.

Kvadratmeterpriserne i 4. kvartal for villaer og rækkehuse er 12.867 kroner i Esbjerg og 8.777 i Varde. For Varde er der tale om et fald på 0,7% i forhold til 3. kvartal mens Esbjerg i samme periode har oplevet et fald på 0,1%.