Hvor hårdt kommer den økonomiske smalhals til at ramme kommunerne fremover?

Læserbrev indsendt af AC Hoxcer Nielsen, Søndergade 5, Varde, Udvalgsformand for Arbejdsmarked og Integration i Varde Kommune, Socialdemokratiet

 

I Varde Kommune kan vi være tilfredse. Tilfredse med, at vi i enighed kunne værne om velfærden med få justeringer og ikke sætte økonomien på spil. Det er godt, og jeg ser vi har et konstruktivt arbejdsklima i byrådet på tværs af partiskel.

Fremtiden er dog usikker: Inflation, energikrise, usikkerhed om ledighed, konkurser og et kommende folketingsvalg. De førstnævnte ting bekymrer nok borgerne mest, hvilket er helt forståeligt, da det griber voldsomt ind i dagligdagen og den måde vi lever på.

Jeg har været med i 5 budgetter for Varde Kommune. Det første år, da Lars Løkke & co. sad med regeringsmagten, skulle vi spare 100 mio. kr.

Det var godt nok en mavepuster for mig som nyvalgt, fordi et væsentligt krav var det såkaldte omprioriteringsbidrag. Altså en procentvis grønthøsterbesparelse på den kommunale drift, krævet af regeringen. Det stoppede heldigvis, da vi fik den nuværende regering og budgetforhandlerne gør knap så ondt. Vi har fået flere midler til børn og ældre, men skal i år stoppe op og bygge mindre, netop pga. inflationen.

Hvem der vinder et kommende folketingsvalg, er en gyser. Men jeg glæder mig ikke til at være en del af Det Konservative Folkepartis plan, hvor Søren Pape vil spare 0,4 % på den kommunale drift.

Vi skal jo angiveligt bare gøre som de 10 dygtigste kommuner. Vil Pape & co. bede alle offentligt ansatte løbe 0,4 % hurtigere?

Hvad betyder det at være dygtigst? At have det ringeste niveau for ”velfærd” leveret ud på en lille geografi? Jeg ved godt hvad jeg vælger – Og det er en anstændig velfærd ud i hele vores store kommune. Lige fra Nymindegab til Agerbæk.