Andelskassen Varde: Mange danske virksomheder er afhængige af deres nøglemedarbejdere. De spiller en væsentlig rolle for virksomhedens succes og er svære at undvære. Hvis medarbejderen bliver ramt af sygdom eller ulykke kan det få fatal betydning for din virksomhed.
Du kan som virksomhedsejer forsikre dig mod dette. Med en sygedriftstabsforsikring sikrer du din virksomhed mod økonomiske tab, hvis du som virksomhedsejer selv eller din nøglemedarbejder bliver sygemeldt.
Beskyt din virksomhed mod din største frygt
Rygraden af dansk erhverv – de små og mellemstore virksomheder – spiller en afgørende rolle for at sikre væksten i Danmark. I banken oplever vi, at virksomhedernes største frygt er at måtte lukke virksomheden som følge af alvorlig sygdom eller invaliditet. Den frygt behøver du ikke gå rundt med.
Du har måske en supersælger eller en ansat, der med sine unikke kompetencer driver udviklingen i din virksomhed. Som virksomhedsejer spiller du også selv en vigtig og formentlig uundværlig rolle. Det vil hurtigt kunne måles på bundlinjen, hvis du eller din nøglemedarbejder er syge i længere tid. Opgaverne kan sjældent vente, og der er stadig udgifter til lokaler, materialer, biler og lønninger. Det er de færreste, der har råd til at sige nej til opgaver eller udsætte dem, fordi en medarbejder er blevet syg.
Den sygemeldte medarbejder er dækket af sygedagpengene, og mange tror fejlagtigt, at ulykkes- eller arbejdsskadeforsikringen dækker virksomhedens tabte omsætning. Du gør altså dig selv og din virksomhed en bjørnetjeneste, hvis ikke du forholder dig til en sygedriftstabsforsikring.
Kom problemerne i forkøbet
På trods af frygten for sygdom er sygedriftstabsforsikringen nemlig en overset forsikring blandt mange af vores virksomhedskunder. Det kan ske, at du brækker en arm i morgen og er ukampdygtig i 10 uger, eller at man må sygemelde sig med stress. Så overvej nøje, om ikke den er pengene værd på den lange bane.
Du kan tegne en forsikring, der kommer til udbetaling i det øjeblik, du har opgjort dine tab. Der kan eksempelvis gå op til 12 måneder efter en kort sygemelding på to måneder, før du kan få dækket det tabte beløb. Udfordringen med denne type forsikring er, at pengene mangler fra sygemeldingens start, og de bliver først udbetalt, når sygemeldingen er afsluttet og tabet opgjort i årsregnskabet. Ventetiden har stor indflydelse på virksomhedens likviditet og dermed også samarbejdet med din bank.
Du kan også tegne en forsikring, hvor udbetalingerne begynder efter få ugers sygemelding. Du får derfor hurtigere penge i kassen til at dække faste udgifter, tabt indtjening eller til at betale løn til en afløser for den sygemeldte medarbejder. Forsikringen udbetaler et beløb hver måned på baggrund af sygedagpengene, og det endelig tab skal ikke opgøres. Så du bestemmer selv, hvad du bruger pengene til. Det giver en større frihed og tryghed for din virksomhed, og det gør livet som virksomhedsejer lettere med én bekymring mindre at tænke på.
Tag derfor fat i dit forsikringsselskab eller din bankrådgiver og hør nærmere om mulighederne.
Af Nicolai Flemming Frederiksen, kundedirektør