Ingen køber: Helsam Varde lukker til marts

“Jeg følger min mavefornemmelse – og dermed lukker Helsam Varde hen sidst i marts.”

Tina Tungelund, indehaver af den succesfulde helsekostforretning, har taget den endelige beslutning. I foråret 2020 satte hun butikken til salg, og håbede til det sidste, at den rette køber ville dukke op, men det er ikke sket.

– Varde har brug for en helsekostforretning. Det er tydeligt – jeg har sagt det før, og gentager gerne mig selv: Vi har verdens bedste kunder, lyder det fra Tina, der igen slår fast, at det ikke handler om hverken dårlige tider eller nedgang, men om TID.

– Jeg skal tilbage til undervisningen – det er der, jeg skal være, siger Tina, der henviser til TKZ-Skolen, som hun også står bag.

– Havde jeg haft 32 timer i døgnet, så havde jeg gjort begge dele, fordi jeg brænder virkelig for Helsam, men jeg brænder bare endnu mere for at undervise…

Nu er beslutningen taget. Lejemålet er opsagt, og personalet er informeret. Herfra skal der styr på selve afviklingen.

– Her vil stadig være en butik fuld af energi og med bredt sortiment, det går vi ikke på kompromis med, og det fastholder vi lige indtil nøglen drejes en allersidste gang, smiler Tina Tungelund, der dog stadig har et håb om, at der dukker en køber op.

– Det er jo fordi jeg tænker, at det er så ærgerligt, hvis Helsam Varde skal lukke helt, men det kan jo blive enden på det. Jeg krydser fingre – jeg er og bliver ukuelig optimist, lyder det afslutningsvis fra Tina denne morgen, inden hun åbner for butikken, der naturligvis holder åbent som altid – også i en tid med Corona-nedlukning…