Det er meget hemmelighedsfuldt det hele. Ingen ved med sikkerhed, om det er Alice Solveig – eller Trine – eller en helt anden, der overhovedet ikke har rent mel i posen.
Det er 7-kantens næste store stykke, der er tale om. Musefælden. Og vi har mødt et par af de mulige mordere.
Alice Solveig Nielsen lægger ud. Hun har med egne ord altid brændt for teater. Hun har været ansat som lærer på Sct. Jacobi Skole, på Brorsonskolen samt på Øse Efterskole med drama som “hovedfag”.
– Jeg involverede mig i 7-kanten tilbage i 1993, og jeg kan huske, at noget af det første, jeg var med til, var “Dyrene i Hakkebakkeskoven” – det var skægt. Det har været fantastisk at følge udviklingen omgivet af så mange dejlige mennesker. Efter Musefælden gælder det Familien Hansens Jul, hvor mit barnebarn er med, – det er så hyggeligt…
Stærk holdånd
Trine Graungaard Hjerrild Thomsen har i modsætning til Alice Solveig ikke været med i 7-kanten så længe. Men teater-genet har altid været der, som hun siger.
– Ja, eller nærmere holdånden. Jeg har været spejder i 25 år, og det her sammenhold, det giver bare så meget. Og det er det samme, jeg er stødt på i 7-kanten.
Trine har spillet skoleteater gennem hele livet, og lysten til at gøre mere ved det har været der længe.
– Jeg har siddet på tilskuerrækkerne og set Varde Sommerspil hvert år, og drømt om, at det var mig, der stod på de skrå brædder. Så jeg meldte mig til audition sidste år og kom faktisk med i ensemblet til Zorro – det var stort!
Til daglig er Trine at finde på Erhvervs akademiet Sydvest, hvor hun blandt andet underviser i kommunikation og projektledelse. En “rolle”, der ligger pænt langt fra den, hun spiller i Musefælden.
– Her er jeg Miss Casewell, en mystisk personlighed, som ingen helt kan greje… og hvem ved – måske er hun/jeg morderen?
– Det er en sjov historie – altså vi fik jo manuskript udleveret, men de sidste sider manglede, så vi anede faktisk ikke, hvem morderen var før til sidst – det gav en helt speciel stemning… lyder det fra Alice Solveig. Hun spiller den lidt skrappe Mrs. Boyle.
– Ja jeg ved ikke – jeg synes altid, jeg får de her lidt “tante-skrap-roller”, griner Alice Solveig.
– Vi kan kun anbefale folk at se dette stykke, det er, udover at være en god krimihistorie et – i al beskedenhed – flot stykke. Og nej, vi siger ikke, hvem morderen er – men vi vil i stedet gerne have lov at sende en stor buket roser af sted til vores instruktør Henrik Thygesen. Han gør et formidabelt arbejde! Lyder det slutteligt fra de to hemmelighedsfulde “7-kanter”.
Fakta
Som teaterstykke er ’The Mousetrap’, oversat til dansk ’Musefælden’ indehaver af verdensrekorden, det længst løbende teaterstykke i vestlig historie. Stykket er en af Agatha Christies mest populære krimi- og spændings klassikere. Musefælden havde premiere i 1952 på St. Martins Theatre, og har været opført kontinuerligt i London lige siden, her er tale om mere end 30.000 forestillinger. Til dato bedes publikum efter forestillingen om ikke at afsløre plottet overfor andre.
Billetter:
Ss indslag: