Internationalt Marked midt i Varde

Fra tirsdag den 19. april til og med lørdag den 23. april kan du endnu en gang opleve den autentiske stemning af internationale boder med lækre fødevarespecialiteter og produkter fra hele verdenen.

På det Internationale marked finder du boder med alt lige fra pølser, oste, oliven, paella, tapenader til brød, kager, slik og hvad hjertet (om munden) ellers kan begære. Desuden kan der også købes beklædningsgenstande, kunsthåndværk og pyntegenstande samt meget andet.

Mange specialiteter

Boderne har specialiteter og produkter fra deres egne hjemlande. Således kan du købe specialiteter fra både Holland, Grækenland, Tyskland, samt mange andre europæiske lande og USA.

– Jeg elsker selv internationalt mad, og når jeg rejser, så er det i særdeleshed de lokale markeder som jeg gerne vil besøge, fortæller eventkoordinator Kirstine Faber Lauritsen:- Derfor synes jeg, at et marked som dette er fedt, netop fordi det samler alverdens mad og specialiteter midt på Varde Torv. Her kan jeg så gå rundt og købe en tysk pølse, spanske oliven, italiensk ost og nyde det som tapas sammen med flute og vin fra Frankrig.

International aften den 21. april

Torsdag den 21. april får det Internationale Marked fuld gas. Her holdes Late Night, hvor både det Internationale Marked og byens butikker holder åbent til klokken 22.00 samtidig med, at der er gadegøgl og gademusikanter i Kræmmergade og Vestergade.

Vind produkter

Hver dag under markedet (tirsdag – lørdag) er det muligt at deltage i Varde Handels Facebook konkurrencer om produkter og specialiteter fra markedet. På selve markedet kan man også være med i konkurrencen om en kurv med en gave fra hver bod.

Markedets åbningstider:

Tirsdag:10-18

Onsdag:10-18

Torsdag: 10-22 (Late Night, butikkerne holder åbent i Varde By)

Fredag (St. Bededag): 10-18

Lørdag:10-15

Organisation

Det Internationale Marked planlægges og afvikles som et samarbejde mellem Varde Kommune og Varde Handel. Hertil bistår ProVardes eventkoordinator Kirstine Faber Lauritsen, Varde Handel med markedsføringen.