Jacobi Skole og Dagtilbud: Skoleåret der gik…

Snart står sommerferien for døren og Sct. Jacobi Skole kan se tilbage på det første år, som en samlet specialskole. I denne uge afholdt skolen deres allerførste dimissionsfest for afgangseleverne og deres familier. En højtidelig og festlig afslutning på elevernes skoleforløb og en begivenhed som vidner om, at skoleåret er ved vejs ende.

Marie Kring, skoleleder:

”Det første skoleår har været spændende og også lidt hektisk når ”plejer” ikke findes. Det har været et skoleår, hvor idéer er blevet til virkelighed, nye projekter er søsat og hvor vi er blevet mange gode erfaringer rigere. Det har været et første år med både succeser og udfordringer, og ikke mindst en masse lærerige aktiviteter og dejlige stunder for både børn og voksne. Der har været en skøn energi og et stort engagement ved personalet og ved eleverne og min oplevelse er, at vi er kommet godt i land med de store linjer – nu mangler finjusteringerne”.

I starten af skoleåret ansatte skolen Søren Madsen i stillingen, som kommunens allerførste ”Pædagogiske pedel”. Søren fik opgaven som tovholder for det nye koncept med en jobbank og skolejobs, som er en stor del af skolens DNA. Her foregår undervisningen gennem deltagelse og ansvar i dagligdags aktiviteter, hvilket har været et populært tiltag, og mange elever trives og vokser gennem de praktiske opgaver.

I september flyttede børn og voksne endelig til deres nye matrikel og blev fysisk samlet på den nye specialskole. En dag der havde været længe undervejs og forberedt af personalet, ned til mindste detalje.

Det var nogle flotte fysiske rammer, som stod klar til at modtage eleverne, med de mange nyindrettede læringsmiljøer og faciliteter. I løbet af året blev det dog tydeligt, at der er nogle pladsmæssige udfordringer, som kræver både kort- og langsigtede løsninger.

I efteråret havde skolen fine besøg af henholdsvis naboer, relevante foreninger, udvalget for Børn og Læring samt byrådet.

De veloplagte og interesserede gæster fik en rundvisning og undervejs var der rigtig mange positive tilkendegivelser, relevante spørgsmål og gode drøftelser.

I december måned blev der julehygget og pyntet op på skolen efter alle kunstens regler. Julen er forbundet med mange traditioner, så for den nye skole blev det en særlig tid, hvor forskellige traditioner mødtes, gamle blev bevaret, mens nye blev skabt og tilsammen udgjorde det alt sammen den dejligste julestemning.

Med forårets komme blev det tid til anlæggelsen af de nye skolehaver på Sct. Jacobi skole. Skolen havde derfor inviteret forældrene fra mellemtrins klasserne til en hyggelig arbejdsdag, hvilket blev mødt med overvældende opbakning. På en halvkold forårslørdag trak 45 forældre, børn og ansatte i arbejdstøjet og begyndte samlingen og opsætningen af de 8 drivhuse.

Skolehaverne er en del af værkstedet ”Gartneriet”, som i fremtiden skal danne rammerne for et aktivt læringsmiljø for eleverne på mellemtrinnet.

Foråret bød også på skolens første forårskoncert, hvor de yngste elever havde inviteret resten af skolen til fællessang. Derudover havde en af skolens egne medarbejdere, Josephine Lauridsen, skrevet en skolesang med tilhørende ”tegn til tale” fagter og det var tydeligt, der var blevet øvet flittigt af både store og små. En rigtig dejlig koncert, som sluttede med forfriskninger til alle de små sangere.

I april flyttede Max ind og specialskolen fik endelig sit helt eget logo, tegnet af en af skolens dygtige medarbejdere, Ronni Geer Brandt. Der har været lagt stor vægt på, at logoet netop symboliserer skolens visioner og særlige kendetegn.

Nettet skal symbolisere sloganet ”Vi griber alle chancer for læring”, som er et udtryk for den praksisfaglige undervisning, som er en af skolens grundsten. Hånden symboliserer at vi løfter, understøtter og griber eleverne, mens de ”fanger” læringen.

Skolen har oprettet deres eget fodboldhold ”FC Jacobi” med stor tilslutning blandt eleverne.

I maj måned havde holdet besøg af to gæstetrænere fra DBU og det var nogle topmotiverede spillere, der imponerede og gav den max gas, trods silende regn.

FC Jacobi er et led i Velfærdsalliancen, hvilket er en samarbejdsaftale mellem kommunen og DBU. Målet er at præsentere foreningslivet for eleverne og motivere dem ind i et aktivt fællesskab i de lokale foreninger.

FC Jacobi spillerne tog på tur til Blue Water Arena, hvor de fik en rundvisning og et kig helt ind bag EFB kulisserne. En kæmpe oplevelse for eleverne.

I løbet af foråret sendte skolen en flok spændte unge mennesker afsted på lejrtur. For 8.D gik turen til København, hvor de bl.a. skulle besøge Nationalmuseet og Christiansborg, en tur i Tivoli og op i Rundetårnet. Det var en helt fantastisk lejrtur, hvor eleverne fik masser af oplevelser og minder for livet med hjem i bagagen.

Skolens Kompetencecenter er godt på vej og har allerede haft flere vejlederopgaver. Konceptet er, at skolen har sit eget ”væksthus” for viden, og tilbyder kurser, vejledning og faglig sparring, både internt blandt kollegaer, men også ”ud af huset” til andre skoler. Som et led i denne vidensdeling havde vejlederne i Kompetencecenteret arrangeret en faglig ”markedsdag”, hvor medarbejdere havde lavet små boder og delte ud af viden og inspiration til deres kollegaer.

I juni udkom den allerførste udgave af skolens egen skoleavis ”Jacobi Nyt”. Skoleavisen er resultatet af elevarbejdet i det praksisfaglige værksted ”Redaktionen” og faget mediefag.

Avisen er primært produceret af skolens udskolingselever, med input fra skolens øvrige klasser. Skoleavisen er også et meget tydeligt symbol på, at idéerne tager form og bliver til virkelighed og skolen er godt på vej på mange parametre.

 

Med dette tilbageblik på skoleåret der gik, vil børn og voksne på Sct. Jacobi skole gerne ønske en rigtig dejlig sommer.