Da XTERRA Duathlon serien blev afsluttet i Blåbjerg kunne Janni Spangsberg fra Varde stille sig på podiet to gange. Først som løbets vinder, og efterfølgende som vinder af den samlede duathlon serie på i alt 6 løb.
Det var ingen sag for Vardenseren Janni Spangsberg, der i sin fritid cykler mountainbike på eliteplan, at hente en første plads hjem til off-road duathlonen i Blaabjerg den 23. april. På kun 1 time og 50 minutter formåede Janni at tilbagelægge 5 km trailløb efterfulgt af 20 km mountainbike inden hun igen sluttede med 5 km trailløb. Det var 11 minutter hurtigere end Carol Rasmussen, der kom ind på anden pladsen, og 32 minutter hurtigere end tredjepladsvinderen Malene Halling.
I både Vejle og Viborg løb Janni også af sted med første pladsen, og kan derfor nu kalde sig samlet dansk vinder af dameklassen i XTERRA Duathlon serien i Danmark.
Alle kan deltage i XTERRA
XTERRA er en række stævner der foregår ”off-road” – altså på stier og opmærkede ruter i naturen. Til stævnet i Blaabjerg skulle de 350 deltagere derfor prøve kræfter med i alt 10 km trailløb og 20 km mountainbike.
– Det fedeste er udfordringen i det. Distancen lyder ikke af meget, men det er alligevel vildt hårdt. Fortæller en glad Janni efter løbet og fortsætter; Det er meget sjovere at dyrke motion i skoven fordi naturen nærmest får en til at glemme, at det er hårdt.
Når XTERRA vender tilbage til Varde Kommune den 16. – 17. september 2017 er der tilføjet endnu en disciplin, nemlig svømning. Stævnet XTERRA Blåvand byder på 750 meter svømning i Vesterhavet, 30 km mountainbike i Bordrup Plantage og 10 km trailløb på stranden. Og selvom det lyder hård, så er det et stævne, som alle kan stille op til.
– Sørg for at få trænet inden stævnet lyder rådet fra Janni. Tilmeld dig eventuelt et hold eller træn sammen med vennerne. Så er det lettere at komme af sted – og meget sjovere, slutter Janni der selv træner i Varde Cykelklub.
For mere information om lokale XTERRA aktiviteter henvises til hjemmesiden www.xterrablåvand.dk