Som inkarneret Melodi Grand Prix fan må jeg tilstå, humøret var alt andet end i top, da jeg luskede i seng lørdag aften.
Melodi Grand Prix har altid været betragtet på ligefod med de store helligdage i mit barndomshjem, og jeg tog kulturen med mig ind i mit voksenliv og har opdraget mine døtre til, at det her – det er en festaften!
Familien var (delvist) samlet, slikskålen fyldt og telefonen stillet ind på Messenger klar til at debattere med min søster, veninder – og datter og svigersøn, der er på skiferie.
Okay, jeg havde smuglyttet til nogle af sangene inden, så forventningerne var ikke voldsomt høje, men så alligevel – der er nu NOGET over denne festaften. Troede jeg…
Som aftenen skred frem, gik jeg fra nærmest barnlig skuffelse til larmende vrede.
Hvad i hele hulen havde DR gang i? Burde de der der licenspenge og vanvids mediestøtte (vores skattekroner!) ikke kunne garantere et program, der var blot en lille smule over det niveau, der mest af alt mindede om resultatet fra 3.a’s fremlæggelse i valgfaget – mediefag?
Jeg kan egentlig godt li’ Heino, han er almindeligvis en smålun fætter med nogle skæve kommentater, men alt faldt elektrisk højlydt til jorden, når han forsøgte at redde den giga fiasko, DR havde gang i. Medværten Tina er jeg ikke synderligt imponeret af, men omvendt – hvem ville ønske at stå i hendes stilletter lørdag aften i den bedste sendetid? Og skulle bede folk om slette en håbløs app i én uendelighed? Men – det var sørme ikke de mest gennemtænkte spørgsmål, der blev stillet til kunstnerne lørdag aften – jøsses altså.
Sangene – jeg orker faktisk ikke rigtigt kommentere på det. Til gengæld nåede jeg at spekulere i, OM jeg bare er blevet for gammel; jeg forstår slet ikke den trend omkring kønnene og identitet, der hersker i disse år, men jeg forstod trods alt, at vi skal pille lagene af, og være os selv. Og hånden på hjertet var det nok nummeret ‘Human’, der havde klaret sig bedst internationalt… men hvad ved jeg – ingenting konstaterer jeg, mens manden sidder og råber om, at Færøerne bare er bedst (ja, han er kvart færing, og det er der altid et værre ståhej over i henseender som disse).
Hvorom alting er. Det der, kære DR – det er en ommer. Det var simpelthen ikke godt nok. Ja, jeg er frygtelig tæt på at mene, DR skulle skamme sig, ja jeg er…
Og ved I hvad – jeg tror ikke på, de resultater, det endte med, har en hujende fis med virkeligheden at gøre. Stakkels folk i DRs maskinrum, der vel har forsøgt at binde et par sløjfer hist og her og dækket over noget, der var værre end en skrigende fiasko. PUHA!
PS – gad nok vide, hvordan stemningen har været i baglokalet her efterfølgende på DR…?