Der findes to slags danskere: Dem der elsker at hade Dansk Melodi Grand Prix – og os andre, der har planlagt menuen siden januar og kalder det en højtid.
Jeg tilhører den sidste kategori.
I mit barndomshjem var Melodi Grand Prix ikke bare et tv-program. Det var en begivenhed. En slags sekulær juleaften med pailletter. Vi taler bordkort. Vi taler stemmesedler. Vi taler seriøse analyser af toneartsskift, outfit, dansetrin og vindmaskinens timing.
Og nu har jeg – med moderlig stolthed – givet traditionen videre til mine børn.
Mine børn kan ALT.
De kan nævne vindere, årstal, værtsbyer og hvem der fik nul point i 2011. De ville vinde enhver quiz. Enhver.
Jeg sidder bare dér og nikker som en mor, der har opdraget sine børn til at kunne citere både Shakespeare og semifinaleresultater fra Herning.
Jeg elsker det.
Jeg elsker glimmeret.
Jeg elsker pailletterne.
Jeg elsker det øjeblik, hvor en ellers helt almindelig dansker pludselig står på scenen og tror på, at Europa lytter.
Men.
(Ja, der er et men. Selvfølgelig er der et men.)
For hvornår blev det et krav, at man skal ligne noget, der er løbet skrigende ud af et kostumelager i Berlin klokken 03.17?
Jeg er med på leg. Jeg er med på farver. Jeg er med på mænd i kjoler og kvinder i jakkesæt. Det rører mig ikke. Tværtimod – det er jo en del af festligheden. Grand Prix har altid været flamboyant. Det er hele pointen.
Men nogle gange sidder jeg og tænker:
Er det sangen, vi stemmer på – eller chokværdien?
Det føles, som om der er opstået en uskreven regel:
Jo mere skævt.
Jo mere outreret.
Jo mere “se-mig-jeg-har-limet-en-diskokugle-fast-på-min-sjæl”.
Jo bedre.
Jeg kan simpelthen ikke følge med i den trend.
Det er, som om vi kollektivt har besluttet, at det vigtigste ikke er omkvædet, men om man kan lave et dramatisk fald ned på knæ i en bodystocking af latex, mens der eksploderer ild bagved.
Har vi glemt musikken?
Har vi glemt melodien?
Det hedder trods alt Melodi Grand Prix.
Og nej – mor er ikke sur.
Mor er bare en lille smule skuffet.
For helt ærligt… Copenhagen Noir havde altså noget. Der var nerve. Der var stemning. Der var – tør jeg sige det – en sang, man kunne nynne dagen efter uden at skulle bruge GPS.
Måske er det bare mig.
Måske er jeg blevet den generation, der pludselig siger: “I gamle dage…”
Men jeg håber ikke, vi mister balancen. For Grand Prix skal være skørt. Det skal være overdrevet. Det skal være større end livet.
Det skal bare ikke være så optaget af at være vanvittigt, at vi glemmer, hvorfor vi tænder fjernsynet:
Fordi en god melodi kan samle en familie i sofaen, få børn til at skråle med og give en mor den dér følelse af, at traditioner stadig lever.
Så ja.
De fleste elsker at hade det.
Jeg elsker det stadig.
Men jeg ville altså også gerne kunne høre sangen bag glimmeret. Og så mener jeg, vi skal tilbage til GAMLE dage, hvor man hørte numrene FØRSTE gang, når showet kørte lørdag aften!
(Og måske er det på tide, DR overdrager showet til TV2…)