Jeg har fået hjernerystelse.
Min første sygemelding i 25 år.
“HVAD er der dog sket?!” spørger folk bekymret.
Og jeg er så taknemmelig for, at de ikke kan se mig imens.
For det er jo ikke sådan noget dramatisk som et styrt på ski i Alperne eller et heroisk fald under maratontræning.
Nej nej.
Jeg var på hyggelig Københavnertur med to af mine døtre … og snublede på Strøget.
På Strøget!
Lørdag middag.
Når der er flest mennesker. Selvfølgelig.
Så der lå jeg. Midt i menneskemylderet. Med to shoppingposer og nul faldeteknik. Det viste sig åbenbart, at jeg instinktivt valgte at tage fra med… panden.
Første fase: Pinligheden.
Hvorfor er det, at man – selv når man muligvis har pådraget sig en hjerneskade – mest tænker:
“Åh nej. Så alle det?”
Jeg rejser mig op, med hjælp fra pigerne, ryster lidt på værdigheden og opdager en bule i panden på størrelse med et stort hønseæg. En sød cafémedarbejder finder en ispose, mens min datter, sygeplejerskestuderende, går helt Florence Nightingale på mig:
“Mor, hvad hedder du? Hvilken dag er det? Kan du huske, hvad der skete?”
Selv var jeg mest optaget af:
“Sidder tænderne der endnu?”
Det gjorde de. Jeg følte mig faktisk forbavsende okay. (Læs: i chok.)
Om aftenen kigger min yngste datter længe på mig og siger:
“Mor… hvad er det for en mærkelig makeup, du har lagt?”
Det var så her, det gik op for mig, at jeg åbenbart også havde slået hovedet indeni.
Søndag morgen vågnede jeg på hotelværelse og lignede noget fra en mellemklasse-gyser. Farver, man normalt kun ser i solnedgange og dårlige tatoveringer, bredte sig ned over ansigtet. Jeg iførte mig en kæmpe hat og tog toget hjem. (Som selvfølgelig kørte til tiden – universet har humor.)
Mandag var jeg officielt blevet til et monster. Sort, lilla og blå under begge øjne. To veninder skrev samstemmende:
“Du skal til læge.”
Jeg fik en akut tid og blev taget langt mere alvorligt, end jeg selv havde tænkt mig at tage det.
“Hjernerystelse,” sagde lægen.
“Du skal hjem og kede dig i mindst 14 dage. Ingen skærm.”
… og nu sidder jeg så her og skriver en klumme om det. Undskyld, doktor.
I dag. På tredjedagen eksperimenterer jeg med concealer og foundation. Hvis man ser på mig i dæmpet lys og med venligt sind, ligner jeg nu en, der måske bare har fået lavet lidt for ivrig øjenlågsoperation i udlandet.
Så her er jeg. 25 år uden sygemelding – fældet af… brosten på Strøget.
Nu vil jeg gå tilbage til min lægeordinerede aktivitet:
At lave absolut ingenting.
(Hvilket jeg åbenbart også er ret utrænet i.)
Får heldigvis gæster…