”Min mor var over 40, da hun fik mig, så jeg burde vel ha’ været mongol.
Men jeg blev bøsse i stedet…!”
Så er tonen ligesom lagt. Vi har fået besøg af selveste Robert Fast, som vi har inviteret på en kop kaffe. Udgangspunktet er egentlig Roberts rolle som farfar i det kommende stykke ”Festen” i 7-kanten – hvor han i øvrigt har været aktiv amatørskuespiller gennem 45 år.
– Jeg er vokset op på Bøgevej i Varde, min far havde Varde Bogtrykkeri, så det blev forventet, at jeg lærte at læse, inden jeg overhovedet startede i skole. Når der var travlt på værkstedet, blev jeg placeret på en trækasse, og så skulle jeg sætte bogstaver sammen. Og som årene gik, forventede man ligeledes, at jeg en dag skulle overtage firmaet. Dengang gjorde man altså, hvad der blev sagt, fortæller Robert, der grundet værnepligt var nødt til at forlade familievirksomheden, fordi han blev sergent i Ringsted, og sidenhen på Varde Kaserne.
– Min far blev syg, så jeg vendte hjem for at overtage firmaet, og regnede med, at det skulle blive mit levebrød… selv om jeg havde en indre drøm om at blive balletdanser eller skuespiller….
Idyl – eller kaos…
Robert var i mellemtiden blevet gift, og sidenhen fik parret to børn, en datter og en søn. Robert havde besluttet sig for at tage uddannelsen som fritidspædagog i Esbjerg, og alt åndede fred og idyl. Eller næsten… eller måske nærmere langt fra!
– Jeg var jo klar over dengang, at der var ”noget” med mænd – men dengang i starten af 70’erne var det sandelig ikke noget, man talte om. Og slet ikke i Vestjylland, siger Robert eftertænksomt.
Og det skulle da også blive i forbindelse med et emnearbejde på seminariet om homoseksualitet, at Robert erkendte i sit stille sind, at han var til mænd.
– Jeg synes begrebet ”homoseksualitet” eller ”homofil” lyder som en sygdom. Hvad har det med seksualitet at gøre? Grundlæggende handler det jo bare om, at jeg forelsker mig i mit eget køn og hvad deraf følger. Længere er den jo ikke?
I behandling for sin ”sygdom”
Problemfrit var det bestemt ikke, det lægger Robert ikke skjul på. At erkende, at man er bøsse på det tidspunkt, og så ovenikøbet i et ægteskab som far til to små børn.
– Jeg besluttede at søge lægehjælp, så jeg gik til min læge og sagde, at jeg troede, jeg var bøsse, og at det blev forventet, at han kunne gøre noget ved det. Lægen mente blot, at det kunne jeg da bare lade være med at være, eller også lade mig indlægge. Og det gjorde jeg så. Blev indlagt. På et psykiatrisk hospital i Hviding.
– 6 uger var jeg her. Og fik al mulig medicin. Og der var da også en læge, der havde en samtale med mig om mine såkaldt uheldige tendenser. Jeg var omgivet af virkelig psykisk syge patienter, og jeg blev faktisk meget bange for at blive rigtig syg selv. For lige meget hjalp det, hverken de hvide piller eller de ledsagede spadsereture kunne få mine tanker væk. At jeg jo var bøsse. Så jeg rejste hjem til min kone igen. Med den hensigt at finde en løsning, fortæller Robert, der nu var diagnosticeret med ”dårlige nerver”.
Det var nogle hårde år, han gik i møde, og Robert bliver synligt meget påvirket, da han fortæller om den tunge beslutning om at forlade sin familie. Han beslutter at rejse til København, men tanken om at tage sit eget liv, strejfer ham også. Op til flere gange.
– Jeg tænkte somme tider, at mine børn var bedre tjent uden mig. Det var svært. Jeg boede en kort tid i Esbjerg og i Varde, men folk begyndte at snakke, og jeg oplevede fra tid til anden, at nogle råbte ukvemsord efter mig… Det var de dage, jeg gik ned til åen, men modet svigtede…!
“Det er nok vores generation. Det var meget tabulagt dengang. Og det er det på mange måder stadig… jeg har den dag i dag venner, der tysser på mig, når jeg begynder at fortælle om mændene i mit liv…”
Robert forlod et job som souschef i Østervang på Lundvej, og fik ansættelse på Rigshospitalet, på den børnepsykiatriske afdeling.
– Det var en god tid. Jeg havde dejlige kolleger og et godt job. Og jeg erfarede pludselig, at det at være bøsse slet ikke var noget, jeg var alene om. Der var flere ”af min slags” på min arbejdsplads, fortæller Robert og slår en latter op.
Intercity-forhold
Men savnet efter sine børn og det vestjyske gør, at Robert vender hjem igen.
– Jeg beslutter mig kort og godt for at tage skraldet. Forsøger at vænne mig til, at der bliver råbt grimme ting efter mig – ja I skulle vide, hvor kreative folk kan være i deres udtalelser…
– Jeg havde mødt en dejlig mand, Niels Erik, og vi havde et såkaldt Intercity-forhold de næste 12 år. Han var skuespiller og bosat i København med roller på Ålborg teater, så det gav nogle timer i tog gennem landet, men også mange fantastiske oplevelser, fortæller Robert og bliver stille et øjeblik.
Niels Erik fik amputeret det ene ben, og parret genoptog forholdet, og hvert år rejste de til Berlin eller London for at se teater.
– Det var ikke altid let at føre en kørestol rundt – og i teatrene tog jeg simpelthen hans ben på nakken, når vi skulle ind på rækkerne, griner Robert. Niels Erik, som for øvrigt spillede Fagin i den første opførelse af Oliver på Friluftsteateret, mistede så det andet ben, og det var slut med rejserne. Og han døde for 4 år siden.
– Men det er en spændende tid at tænke tilbage på. Jeg lærte så mange mennesker at kende. Mest kvinder – fordi som bøsse er det nu engang nemmest at have kvindelige venner. Mænd bliver ofte nervøse ved min tilstedeværelse – tror jeg lægger an på dem og hvad ved jeg, griner Robert og fortæller videre:
– Jeg har festet med Jytte Abildstrøm, Vera Gebuhr …. Og ja, Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt, og Ann Mari Max Hansen – der er så mange sjove minder at tænke tilbage på.
Foredragsholder
Hen igennem 80’erne falder der mere ro omkring Roberts Fast. Han står ved sin seksualitet og viser gerne kæresten frem i offentligheden. Tilråbene fortsætter, men altoverskyggende er det massive fokus, der kommer omkring AIDS.
– Jeg er på det tidspunkt aktiv på et rådgivningscenter for bøsser og lesbiske i Esbjerg, som stadig eksisterer, og jeg bliver i den forbindelse ofte inviteret på ungdomsskolen, i skoleklasser osv. for at fortælle om, hvad det vil sige at være homoseksuel. Og her kommer AIDS også ind i billedet. Jeg har altid været meget direkte i min måde at kommunikere på, så jeg siger de ting, lærerne måske har svært ved at sætte ord på, fortæller Robert.
Husk kærligheden
Han sætter kaffekoppen på bordet: Så er vi der igen – at jeg fortæller om homoseksualitet. Jamen hvad er det egentlig for noget. Det er da utroligt, man ikke er kommet videre? Hvorfor taler vi så meget om seksualitet? Alting er sex – grænsende til porno i det offentlige rum, det er så vulgært? Utroligt at man på mange måder ikke er kommet videre. Hvordan er vi endt der? Jeg kan savne de her historier, hvor unge folk mødes, og taler sammen og forelskelsen spirer – men det er nok gammeldags. I dag går de jo bare hjem og…
– Det er ligesom om, alting handler om at afprøve grænser. Hvorfor skal man altid overskride grænser, hvilke grænser hvis man i bund og grund er tilfreds med sin seksualitet? Hvor er omsorgen og kærligheden henne? Hvorfor skal alting handle om sex? Hvor er sanseligheden?
…Robert bliver stille igen. Eftertænksom.
Han har været forelsket. Op til flere gange. Og blikket i øjnene er ikke til at tage fejl af, da han fortæller om forholdet til en mand, han mødte fra Flensborg, som han delte adskillige år sammen med.
– Der var tale om reel stormende forelskelse. Han var væsentlig yngre end jeg, men med ham fandt jeg en ro. For ham blev det for alvor naturligt at stå ved sin identitet som bøsse. Han skjulte det ikke engang. Selv om det var lidt grænseoverskridende første gang vi sad og holdt i hånd i al offentlighed – på Big Ben i øvrigt….
Helbredet
De sidste 10 år har Robert levet som single. Omgivet af gode venner og veninder og med sit evige engagement i 7-kanten.
– Jeg er ved at blive gammel. Og det er noget lort! Så er det sagt. Alle der siger andet, lyver! Mit helbred skranter. Jeg har svær KOL, dårligt hjerte, pacemaker og slidgigt – og jeg er blevet for rund. Men jeg har svært ved at tabe mig, fordi når jeg træner, får jeg en fibersprængning eller andre skader, og så er den gal igen. Jeg tabte mig 15 kg – men de er tilbage, sukker Robert, der for nylig også måtte en tur omkring sygehuset.
– Jeg blev indlagt i Esbjerg, men det er dog et frygteligt sted, så der nægtede jeg at være, og blev så heldigvis indlagt på mit yndlingssygehus i Grindsted. Den var helt gal med mine ben, men det er heldigvis bedre nu. Og så er jeg så træt altid – det hører vel med den her dåbsattest – og det er også derfor min næste rolle passer så godt til mig, siger Robert og slår en latter op endnu engang.
Robert skal spille farfar i 7-kantens næste stykke ”Festen”. En rolle, som han med egne ord synes er meget sværere, når man i netop denne rolle har ganske få replikker.
– Man skal VÆRE – være tilstede på scenen uden at blive det man kalder en ”sceneluder” – en der påkalder sig opmærksomhed og prøver at tage scenen fra de andre medvirkende, selv om man ikke er ”på”. Og jeg ved sågar efter 45 års medvirken hvad jeg taler om…, fastslår Robert.
– Det er en barsk historie, men de bør bestemt også fortælles. Og vi har verdens bedste instruktør. Det vil jeg gerne ha’ at du skriver, siger Robert og kigger på noterne, der nedfældes, mens han fortæller.
– Henrik Thygesen. Han er fantastisk dygtig. Med streg under fantastisk – og personlig. Da jeg gik til audition sagde jeg det som det var – at jeg er gammel og ikke husker så godt længere. Og så mente Henrik, at han havde en farfar. Man var nu også den eneste, der var gammel nok, 80 år til april såmænd, smiler Robert.
Til spørgsmålet om hvilke roller Robert især mindes med glæde, bliver han atter eftertænksom. Efter en længere pause lyder det: Jeg har spillet to roller, jeg har været rigtig glad for, og som jeg selv synes, jeg var god til – jeg er frygtelig selvkritisk! For 20 år siden – rollen som Knagsted i Livsens Ondskab. Og så da jeg var krovært i Les Miserables tilbage i 2002.
Jo… så var der den rolle, jeg havde i Jesus Christ Superstar i 1988. Jeg spillede Herodes, og jeg entrerede scenen i små silketrusser og et let skørt, og folk var færdige af grin. Efterfølgende kunne man i Jyllands Postens anmeldelse læse, at forestillingens eneste højdepunkt var, da Herodes iført Nordeuropas mindste trusser kom på scenen. Desuden har jeg været med i 6 Varde-revyer, hvor jeg for øvrigt også skrev tekster til. Men jo, jeg har haft mange skægge og gode roller. Alle unikke på hver deres måde.
At Robert alle dage har elsket at spille teater, at være en del af nerven i 7-kanten, er ingen vist i tvivl om, men han indrømmer ærligt, at lige så meget som han har elsket at spille teater, lige så meget hader han at danse og synge.
– Jeg har såmænd intet imod at synge. Eller danse en lille smule. Men kombinationen… Uha!
Derimod roller, hvor jeg skal vise min følsomhed, det falder mig uhyre nemt. Jeg har så let til tårer, så når der skal grædes i en scene, så græder jeg. Jeg er vel i bund og grund en følsom gammel mand, der bare vil have det bedste ud af livet. Og noget af det bedste er, når min søn og hans familie kommer til aftensmad hver torsdag. Det har de gjort så mange år jeg husker, og det er livskvalitet!
– Og det er jo det vi alle sammen skal huske. Livskvaliteten… Når alt kommer til alt, slutter Robert Fast med sit vanlige lune smil og glimt i øjet.
