Jeg vil så gerne være sådan en, der udstråler det store overblik, og som “har styr på det”. Og jeg bilder også mig selv ind, at det er lidt sådan, jeg er.
Med tre børn født indenfor 4 år, og eventyrlyst – ja så har jeg denondelyneme pakket mange kufferter og tasker gennem årene – organiseret sutteflasker, bleer, badetøj, regntøj, solcremer, plastre, hovedpinepiller… og ALT det andet. Og det er egentlig gået okay!
Nu nærmer vi os sommerferien, hvor det ser ud til, yngstearvingen har fundet et fantastisk hotel at arbejde på midt i Atlanterhavet, så vi kan besøge hende. Og så skal der jo pakkes kuffert. Det kan jeg godt lide. Jeg går i gang meget tidligt. Organiserer, brainstormer, lægger alskens ting frem. Der ligesom en uundværligt på sådan en 8-dages tur.
Når så det ligger der på bordet og set virkelig flot ud, så er det jeg slår hænderne sammen og siger til mig selv: Hvor har du dog bare styr på det.
Men. Så på vej i kufferten går det galt. Hver gang. Det er ligesom om, at alting fylder voldsomt meget mere, når det flyttes i en kuffert. Og uanset hvordan jeg lægger tingene rigtig fint tilrette og super-organiseret, så er der altid et eller andet, der går galt.
“Har jeg husket solbrillerne?” “Hvad med aftersun?”
Og så er det, det går galt, fordi så endevender jeg al den orden, der har taget mig 14 dage at forberede, og så ligner kufferten et teenageværelse i løbet af 2 minutter, Altså 2 minutter i afgang.
Og det underlige er, at det er sket HVER gang. Så jeg har faktisk aldrig oplevet at ankomme til en ferie og åbne en flot kuffert.
Men ferierne har som regel altid været både skønne og dejlige, og måske er tiden inde til at indse, at jeg er knap så organiseret, som jeg bilder mig selv ind. Det konstaterer jeg med et blik i mit tøjskab, mine køkkenskuffer – og skabet på badeværelset – osv. osv. osv.
Men hvis alting var så korrekt, så tror jeg faktisk ikke, jeg ville befinde mig godt i det.
Når alt kommer til alt…