Jeg er jo ret begejstret for Facebook… ja jeg er. Jo, det er en tidsrøver, og der er af og til for meget mærkeligt larm derinde, og somme tider bliver jeg da også lidt træt af folks løberuter og syltetøj. Lige ind til jeg opdager, at jeg selv har lagt et billede op, hvor jeg blærer mig upassende over at have slagtet havens rabarber.
Og så kom Instagram. Jeg er bidt af et gal kamera – sagt på en anden måde, jeg Ælsker at tage billeder. Beskære, justere, fange øjeblikket – det uopstillede foto, der siger en masse, det opstillede, der ser uopstillet ud, det opstillede der ser opstillet ud – jeg er vild med det. Så jo da – jeg skulle da ha’ sådan en insta-profil, så jeg kunne være med, hvor det sker.
Jeg ved ikke rigtigt. Det er jo frygtelig pinligt at indrømme, kan jeg sådan forstå, men jeg er ikke sådan blevet helt grebet endnu, af det der insta. Jeg ved ikke…. jeg savner nok lidt historien. Jeg vandrede jo ind og skyndte mig at følge en masse mennesker – og nogen var så søde at følge tilbage, og så kunne jeg ellers sidde der og klikke hjerter ved fotos, der godt nok var både fine og pæne – og så måtte jeg jo i gang. Det kom helt bag på mig, da jeg lagde et foto ind med de her søde små fyrtårn i Blåvands gader…. der var godt nok mange hjerter fra folk, jeg slet ikke kender. Hvad gør man så? Går ind og følger dem eller? Hvad er reglerne sårn…? Tænkte jeg…
Måtte ty til teenagedøtre. Der straks sagde, det var pinligt, jeg havde en åben profil. Skulle sørge for at gøre den privat. Og at jeg i hvert fald ikke måtte lægge billeder på af dem. Nå. Nå ok. Så gjorde jeg det. Altså gjorde min profil privat. Og så skal jeg ellers love for at det var pinligt, at jeg lavede # fordi det gør man kun, når profilen er åben? Jamen jeg synes faktisk noget af det sjoveste ved insta er de her hashtags #…
Nu skifter jeg så lidt rundt mellem at have en lukket og en åben profil, og laver somme tider hashtags, som jeg selv vælter rundt af grin over. Men ved I hvad. Jeg kan nu bedst li’ Facebook… og det synes mine piger også er lidt pinligt, at jeg siger.
Så derfor begyndte jeg at sætte mig ind i det her snap. (Hvilket var allermest pinligt, og pigerne straks fortalte mig, at her var grænsen, og at jeg kunne glemme alt om tiktok…) MEN – Det her snap – det er sjovt. Tænk man kan sidde der og lave hundehoved med stjerner og hjerter og lægge filter på, så man et splitsekund har glemt sin reelle alder (og rynker). Men derudover ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal bruge det til? Tror måske mine 17 venner derinde er trætte af at få beskeder fra mig hvor jeg danser disco i kaninkostume eller slikker linsen med hundetunge… Men jeg er med – ja jeg er da så.
Nå – men tilbage til start. Jeg kan nu bedst li’ Facebook, men Insta er alligevel ved at liste sig under huden, mens snap er ren underholdning (og en meget hurtig måde at få kontakt med sine børn på)… det er dog en forunderlig verden… Og tænk, jeg er blevet en af dem, der hashtagger #marmelade #rabarbermarmelade #homemade
Hvordan skal det dog ikke ende…
#hvordanskaldetdogikkeende