Julekoncert med bobler, glimmer og julestemning i Varde Garten – kun for kvinder

Von Lügenhals: Trioen kører den tykt ind med julelækkerhed på alle parametre, i de smukke og stemningsfulde omgivelser hos Von Lügenhals. Intet sted i byen emmer det af jul, som i den lille oase. Udover bobler og lidt guf til ganen vil I blive trakteret med de smukkeste kendte juletoner, med fuld knald på pailleterne og julehumøret af de to dygtige sangerinder: Kirstine Bonde og Anne Fjord. Med på tangenterne har de den alsidige pianist ( og fodboldelsker) Per Sønderby. Per har ofret sig og kan, med lidt overtalelse godt se, at julekoncerter må der til, selvom Danmark denne eftermiddag møder Frankrig i de indledende runder til VM. (Måske Per ikke er den eneste der godt kan lide både julemusik og fodbold, så vi har arrangeret at er man lidt kvik, kan man både nå kampen kl 17.00 og koncerten kl 19.30.)

Det sker: Lørdag den 26.11.22 kl. 19:30 – 21:30 – pris 295,-  – tilmeld dig HER

Trioen har sammensat et alsidigt repertoire som afspejler de to sangerinders brede musikalske pallette. Kirstine Bonde er oprindeligt uddannet klassisk sanger, men favner bredt musikalsk. Hun har i en årrække turneret, som gæstesolist, i Norden med den kendte engelske vinder af ‘Britain’s Got Talent’ Paul Potts’ julekoncerter. Anne Fjord er et energibundt af musik og talent, og er bla en brugt solist i gospelverdenen. Hun er i øvrigt en del af solist-holdet bag hyldestkoncerterne ‘Kim Larsen-tribute’. De to sangerinder supplerer hinanden smukt i den alsidige julekoncert. Vi glæder os til at give den fuld gas på trioens første julekoncert i år!

/annonceartikel