Julemanden blev vækket i Sig-Thorstrup

I et samarbejde mellem Borgerforeningen og Sig Rytterklub blev en gammel tradition genoplivet. Et optog gennem byen med 10 flotte heste og 120 borgere endte på rideskolen, hvor Julemanden blev vækket til tonerne af børnestemmer og julesang.

Det er ikke rigtig jul, før Julemanden er blevet vækket i Sig. I år skete det altså på rideskolen, hvor Sig Rytterklub i samarbejde med Borgerforeningen havde inviteret til den traditionsrige begivenhed.

Sammen med de ca. 120 fremmødte børn i alle aldre dansede Julemanden med om juletræet inden han delte slikposer ud til alle børnene. Bagefter blev der serveret dejlige lune æbleskiver og varm kakao.

–  Vi oplever virkelig god opbakning til vores arrangementer i øjeblikket, sagde en glad formand for Borgerforeningen, Paul O’Connor, og fortsatte:

–  Vi oplever at mange frivillige gerne vil være sammen om at skabe noget godt i vores lokalsamfund, og det giver os energi til at gøre noget mere sammen med dem. Det er jo fantastisk at opleve, at rytterklubben har villet yde en så ihærdig en indsats for at dagen i dag er blevet så stor en succes.