Maria Nim Jensen skal for første gang i 21 år holde julefri – og det glæder hun sig til. Vi skrev om Maria i efteråret, hvor hun netop var startet som konsulent for Clarins, et job, hvor hun som hidtil er omgivet af lutter lækre sager indenfor skønhedspleje.
– Jeg har arbejdet i Matas i en årrække, og det har bestemt også haft sin charme at stå og lange dufte over disken i juletravlheden – det ER bare en helt unik stemning lige op mod jul, når man arbejder i butik… smiler Maria, der dog ikke et sekund har fortrudt, at hun skiftede spor til det mere selvstændige liv som konsulent.
– Jeg elsker jul, og jeg er begejstret for alle de kære traditioner, men for mig er julen ikke bare hjerternes fest, det er også den mest vemodige tid på året. I hvert fald hvert andet år, fortæller Maria og forklarer:
Jeg gik fra børnenes far for efterhånden en del år siden, og lige siden har julen været rædselsfuld, de år, jeg ikke har børnene hos mig. Jeg indrømmer gerne, at de første år, der tudede jeg, da jeg gik rundt om juletræet i Oksbøl hos mine forældre. Det er det absolut værste – og jeg er sikker på, de fleste enlige forældre ved, hvad jeg mener – man er bare amputeret..!
God ved sig selv
Maria understreger at hun og børnenes far kommer rigtig fint ud af det med hinanden, og da de begge bor i Varde, har der altid været en stor fleksibilitet omkring julen.
– Da børnene var yngre, var de hos mig om formiddagen, indtil deres far hentede dem op af dagen og omvendt, og det fungerede fint. Nu er de blevet ældre, og det gør det hele lidt nemmere – jeg tuder heller ikke så meget mere, siger Maria med et skævt smil.
I år er det børnenes far, der har glæden af børnenes selskab juleaften, mens nytåret skydes ind hos Maria.
– Når man som jeg er alene med børn, og dermed må undvære dem af og til i højtiderne, er det vigtigt at forkæle sig selv – så det vil jeg gøre – jeg har allerede nogle aftaler med veninderne om en tur på Big Ben og lignende, så jeg sidder altså ikke hjemme og har ondt af mig selv. Men jeg ville ønske, børnene var hos mig hver juleaften, lyder det fra Maria, der ser frem til at holde fri mellem jul og nytår for første gang i hele 21 år.