Sikken voldsom trængsel og … får man næsten lyst til at synge – for det er den julesang, man fornemmer, personalet i føtex Varde går rundt med store julesmil og nynner.
– Det er en helt special tid i et varehus her op mod jul, og jeg tør godt sige, at vi er vilde med det, siger service- og personalechef Monica Kristensen. Sammen med blandt andre varehuschef Brian Munkholm pakker hun i disse dage julefrokostanretninger, som folk har bestilt ud af huset. Og nytåret lurer jo i det knap så fjerne, som Monica siger.
– Det er tydeligt at mærke, at julestemningen er ved at lande rundt om. Og det er ligesom om, at man har besluttet at hygge lidt ekstra i år, og så er der et dejligt humør at mærke hos kunderne – vi møder dagligt mange julesmil, og vi bliver så glade for hvert eneste, smiler Monica, bakket op af chefen, der er ved at lave sildeanretning til julekuverterne.
– Varde kan noget her i julen, det er meget tydeligt, det er ikke uden grund, der er tale om Nissernes By nr. 1, lyder det fra Brian Munkholm.
Monica kommer kørende med et udvalg af kransekage til nytår, og overhales af afdelingschefen for grønt, Alexander Larvid, også med en vogn med alskens julelækkerier.
Der er fart på den lokale føtex – der alle benytter lejligheden her til at ønske en rigtig glædelig jul.