En ny politisk aftale sidestiller søskende med andre nære familiemedlemmer ved modtagelse af gaver. Søskende skal fremover kun betale en gaveafgift på 15 pct. af det beløb, der overstiger det afgiftsfrie beløb – helt på linje med andre nære familiemedlemmer.
”Prøv lige at beskrive, hvem der er din nære familie,” opfordrer Jyske Banks formueøkonom Bettina Brask.
Måske et mærkeligt spørgsmål, men ikke desto mindre vigtigt, hvis man betragter sine søskende som sin nære familie. Lovgivningen inden for bo-og gaveafgift beskriver nemlig den nære familie, og her indgår søskende ikke.
Søskende bliver fremover anset som nærmeste familie
Ifølge Bettina Brask betaler nærmeste familie i dag en gaveafgift på 15 pct. af gaver, der overstiger et bundfradrag på 74.100 kr. (2024-niveau). Men i dag er søskende ikke anset som nærmeste familie, derfor betaler søskende indkomstskat af gaver fra hinanden, hvis det er udover almindelige lejlighedsgaver. Om de nuværende regler for bo- og gaveafgift mellem søskende forklarer hun:
”Nærmeste familie betaler i dag en bo- og gaveafgift på 15 pct. af arven, der overstiger et bundfradrag på 333.100 kr. (2024-niveau). Men i dag er søskende ikke anset som nærmeste familie. Som andre arvinger uden for den nærmeste familie skal søskende derfor betale en tillægsboafgift på 25 pct. Det betyder en reel afgift på i alt 36,25 pct. af den del af arven, som overstiger bundfradraget. De 36,25 pct. fremkommer ved, at der først beregnes 15 pct. og dernæst 25 pct. af det resterende beløb,” lyder det fra Bettina Brask.
Fra 2027 bliver det billigere i boafgift at arve
Men fra 2027 vil det være billigere i boafgift at arve fra sine søskende, da der kun vil være en bo- og gaveafgift på 15 pct. på arv mellem søskende. Formueøkonomen nævner dog, at det er vigtigt at bemærke, at arv til nevøer og niecer stadig ikke vil blive betragtet som arv til nærmeste familie. De skal fortsat betale 36,25% i boafgift.
Også på gaveområdet kommer der til at ske ændringer med den nye politiske aftale om et stærkere erhvervsliv. En aftale, som forventes at blive vedtaget til oktober.
”Hvis aftalen bliver vedtaget, vil gaver mellem søskende blive sidestillet med øvrige nære familiemedlemmer – og så skal der kun betales en gaveafgift på 15 pct. af beløb over 74.100 kr. (2024-niveau),” siger Bettina Brask.
Læs mere på jyskebank.dk