Kan man slå to fluer med et smæk

Af Bauke Andries Keulen. Hjertingvej 49 6800 Varde Byrådskandidat Venstre Varde-kommune

I Varde Kommune står omkring 500 unge mellem 15 og 29 år uden for job og uddannelse. Det er en udfordring, vi skal have løst – ikke kun fordi vi er en del af Ungeløft, men fordi det handler om at skabe mening og muligheder for de unge i vores kommune.

Samtidig viser prognoser, at vi frem mod 2034 vil mangle næsten 20 procent social- og sundhedsassistenter. Noget af det kan vi løse med velfærdsteknologi, noget ved at tiltrække udenlandsk arbejdskraft – men først og fremmest skal vi tænke nyt og finde lokale løsninger, der styrker både vores unge og vores ældrepleje.

De unge, der i dag står uden for uddannelse og arbejde, har ofte lidt sværere vilkår end deres jævnaldrende – måske på grund af en diagnose eller andre udfordringer. Her kunne vi skabe nye veje, hvor unge får en meningsfuld rolle i ældreplejen – f.eks. gennem praktikforløb, fritidsjob eller fællesskabsprojekter. På den måde kan vi både give de unge en plads i fællesskabet og sikre, at de ældre møder varme hænder og nye relationer.

Ensomheden rammer både unge og ældre. Derfor bør vi turde nytænke velfærden og bygge bro mellem generationerne. Lad os skabe initiativer, hvor de unge får erfaring og fællesskab – og de ældre får nærvær og livsglæde. Det er sådan, vi sikrer en kommune, hvor alle får en værdifuld hverdag.