Kendt tandlægekæde åbner klinik på torvet i Varde

Godt Smil Tandlægerne udvider nu sin tilstedeværelse i Sydvestjylland og åbner den 16. februar en helt ny tandlægeklinik i Varde. Klinikken bliver kædens nummer 42 på landsplan og skal drives af tandlæge Karim Ismael, som ser frem til at kunne byde Vardes borgere velkommen.

På den centrale beliggenhed Torvet 2a, 1. sal, i Varde – lige oven på Normal-butikken – er man lige nu godt i gang med de sidste forberedelser, inden en helt ny tandlægeklinik slår dørene op den 16. februar.

Det bliver den landsdækkende kæde Godt Smil Tandlægerne, der åbner sin 42. klinik på landsplan, og ifølge tandlæge og klinikejer Karim Ismael er forventningerne høje.

– Vi glæder os rigtig meget til at åbne i Varde, som er en by med et stærkt lokalt fællesskab og et aktivt byliv. Med vores centrale beliggenhed tror vi på, at vi hurtigt vil opleve en stor efterspørgsel, fordi vi bliver en synlig og nærværende tandlægeklinik midt i byen, hvor borgerne nemt kan komme til, siger Karim Ismael, tandlæge og klinikejer hos Godt Smil Tandlægerne i Varde.

Ved åbningen vil klinikken være bemandet med en tandlæge, to klinikassistenter og en receptionist, men allerede i løbet af foråret udvides bemandingen med en-to tandlæger, ligesom der også skal ansættes yderligere en klinikassistent.

– Som en del af en større tandlægekæde har vi betydelige drifts- og indkøbsfordele, som betyder, at vi – selvom vi er en lokal klinik – kan tilbyde behandlinger til konkurrencedygtige priser. Vi lægger stor vægt på at gøre tandpleje mere tilgængelig gennem fair priser og tilbyder derfor også prismatch, hvor vi som minimum matcher tilbud fra andre tandlæger. Sammen med et kompetent personale forventer vi således hurtigt at få travlt. Derfor har vi også fra start planlagt en bemanding, der sikrer, at patienterne kan få tider hurtigt – også ved akutte behov, forklarer Karim Ismael.

Som en del af Godt Smil-kæden får klinikken i Varde desuden tilknyttet Tandprotesehuset, som forventes at være til stede på klinikken to dage om ugen. Det betyder, at patienterne får adgang til protetiske løsninger i tæt samarbejde med tandlægerne.

– Tandprotesehuset leverer speciallavede tandproteser, og vores tætte samarbejde betyder, at vi kan tilbyde flere løsninger samlet ét sted – uden at patienterne skal viderehenvises. På den måde gør vi behandlingsforløbet både nemmere og mere overskueligt for borgerne i Varde, forklarer Karim Ismael.

Den 16. februar åbner Godt Smil Tandlægerne, som har et stort fokus på at gøre tandpleje mere tilgængelig for alle gennem fair priser, en ny klinik på Torvet 2a, 1. sal i Varde.
________________________________________