Med stor stolthed – og ja – ydmyghed – takkede jeg i år ja til at holde båltalen ved Varde Å. – Her kan du læse/høre min båltale:
Da jeg blev spurgt, om jeg ville holde båltalen i dag, begyndte jeg selvfølgelig at brainstorme på, hvad jeg dog skulle tale om.
Jeg tænkte først, at jeg kunne tage fat på noget af alt det, der sker lige nu.
Ulven måske?
Men nej… det tør jeg simpelthen ikke.
Man ved aldrig, om nogen har taget tomater med.
Så tænkte jeg på krige, konflikter, sygdom, Trump og alle de ting, der fylder i nyhederne.
Men puha, så bliver det hurtigt politisk.
Og hvis jeg også begynder på rød eller blå regering, så er jeg ret sikker på, at tomaterne flyver lavt over Varde Å.
Så nej.
Lad os i stedet tale om noget af det, der er trygt og godt.
Lad os tale om det at bo i Varde.
Et sted hvor mennesker stadig kan samles en sommeraften og være fælles om at glo på et bål.
For der er noget helt særligt ved at stå her og kigge ud over så mange mennesker, der frivilligt er mødt op for at stirre ind i flammerne.
Det er jo egentlig lidt mærkeligt, når man tænker over det.
Men måske er det netop det, vi har brug for.
For hvis man ellers tænder for nyhederne for tiden, så føles det jo som om, verden er ved at gå op i flammer – bare uden hyggen, snobrødet og fællessangen.
Der er kriser, konflikter og katastrofer i en lind strøm.
Og hvis man ikke passer på, kan man næsten få den tanke, at det hele er ved at brænde ned.
Men så er det, jeg tænker:
Måske er det meget godt, vi har Sankt Hans.
For her i Varde gør vi det på vores egen måde.
Vi samles.
Vi tænder et bål.
Og vi bliver enige om, at hvis noget skal brændes af, så er det i det mindste kontrolleret … og med kaffe, kage og dykkere ved siden af.
Det er jo ikke fordi, vi ignorerer verden.
Vi ved godt, hvad der foregår.
Men vi ved også noget andet:
At livet ikke kun er breaking news.
Livet er også cykelturen gennem byen, hvor vinden altid lige er lidt imod – uanset hvilken vej man kører.
Det er køen i føtex, hvor man lige når at høre tre halve historier og en hel sladder.
Og det er de lange lyse aftener, hvor man tænker:
“Det her … det er faktisk ikke så ringe endda.”
Og måske er det netop det, Sankt Hans – og sådan en aften her, kan.
Ikke at fjerne problemerne.
Men at give os en pause fra dem.
Et øjeblik, hvor vi kan stå sammen og kigge på flammerne – ikke som noget farligt, men som noget samlende.
Og så er der jo også heksen.
Hun har haft et travlt år, tænker jeg.
Hvis man skulle sende alle vores bekymringer med hende til Bloksbjerg, så skulle vi nok bruge en lidt større kost.
Men måske behøver vi ikke sende det hele afsted.
Måske er det nok bare at sende lidt.
Lidt af bekymringerne.
Lidt af irritationen.
Lidt af den der følelse af, at alting hele tiden skal være så alvorligt.
Og så beholde resten:
Fællesskabet.
Humoren.
Stoltheden over vores by.
Og evnen til at mødes – lige her.
Og så er der jo én ting, der virkelig kan få os i det her område til at dele os i lejre …
Ja, jeg taler selvfølgelig om ulven.
For her i Vestjylland findes der næsten to slags mennesker:
Dem der mener, at ulven er et smukt og fantastisk dyr, som hører til i den danske natur …
og dem, der synes, den hører til på meget lang afstand.
Og det er egentlig imponerende, at et dyr, som de færreste har set, kan fylde så meget i samtalerne.
Det er næsten som vejret – alle har en holdning, og ingen kan gøre noget ved det.
Men måske er det også meget sundt.
At vi kan være uenige om noget – og stadig stå her sammen i aften.
Uden at nogen bliver sendt til Bloksbjerg – hverken med eller uden pels.
For hvis vi kan håndtere ulvedebatten i Varde, så kan vi nok også klare resten af verden.
For når alt kommer til alt, så er det måske ikke de store verdensbegivenheder, der definerer os mest.
Det er de små øjeblikke.
Som i aften.
Hvor vi står sammen ved Varde Å, ser bålet brænde og måske – bare for en stund – tænker:
“Det går nok.”
Glædelig Sankt Hans!
