Kim takker af: Nu skal der skrives bøger – mange flere bøger

I sensommeren valgte Kim Schou at tage orlov fra GoVarde for at koncentrere sig helt og aldeles om bogforlaget Schou & Højgaard.

Her var kommet flere spændende emner i ordrebogen, og tiden slog ikke til, til både journalistikken på mediebureauet og forfattertjansen. Nu tre måneder senere er Kim nået til den erkendelse at sige helt farvel til GoVarde.

– Helt grundlæggende, så er jeg jo en igangsætter – ja jeg er nok en vaskeægte iværksætter, lægger Kim Schou ud, og tilføjer: Jeg er vild med at sætte noget i gang, starte nye projekter – det her med at fordybe mig i noget og skabe nyt, det tænder mig, smiler han og referer til blandt andet Radio Charlie, han selv beskriver som sit 3. barn, der startede for 29 år siden.

Efter Radio Charlie blev Kim headhuntet til Lokal Avisen Budstikken, som han var med til at køre i gang i lokalområdet.

– Det var spændende – det var nyt, og da den var kørt godt i gang, fik jeg jo Ulla med på journalistholdet, og så startede jeg selv op i Esbjerg-afdelingen – igen, nye udfordringer…

Der skal være ‘nerve’

Kim tog også på et tidspunkt en afstikker fra journalistjobbet til Folkekirkens Nødhjælp, hvor han var projektansat som koordinator gennem en periode, for herefter at vende tilbage til en såkaldt flyverstilling på Lokalavisen. Her fungerede han som rullende journalist på flere redaktioner i det syd-og sønderjyske, men i 2015 valgte Kim at tage sin afsked.

– Det var ikke det samme længere, det kunne jeg hurtigt se, og når jeg begynder at miste den her ’nerve’, så er det på tide at se sig om efter nyt. Ganske som tilfældet er nu.

Kim lægger ikke skjul på, at han har været glad for at være en del af GoVarde, og følge den rivende udvikling, der er indenfor markedsføring på de sociale medier, men nu er tiden inde for at prøve kræfter med noget nyt.

Jeg er i gang med de her bogprojekter, der tager meget af min tid lige nu, og så håber jeg, at der kommer nye forfatteropgaver; det er virkelig spændende at arbejde med forfatterskabet; det passer fint til mit temperament, konstaterer Kim, og tilføjer, at der kommer nye projekter med hans navn på, udover bogforlaget.

– Jeg kan ikke uddybe dem endnu, men jeg lover snart at fortælle mere, fortæller Kim Schou.

Bogen om Vardes Nisser

– Forlaget har netop udgivet bogen om Vardes Nisser, her i december. Desuden har Kim de senere år været tovholder på Vestjydske Fortællere, en opgave han fra 2022 selv skal varetage som redaktør.

– Nu ser vi, hvad tiden bringer, det har jo også været en lidt skæv tid, vi er gennemgået det seneste år med Corona, men jeg er sikker på, 2021 bliver langt mere positivt, og jeg er sikker på, at næste år bliver mit år, siger Kim, med et glimt i øjet.

 Ulla Højgaard er glad på Kims vegne:

– Kim er jo et meget dedikeret menneske. Når han sætter sig noget for, så gør han det 100 procent. Og hver gang bliver det en succes.

– Og jeg kan både se og mærke på ham, at det her bogforlag er noget, han i den grad er i stand til videreudvikle. Jeg ønsker Kim alt det bedste fremover. Jeg har kendt Kim gennem de sidste 15 år, og jeg sætter stor pris på vores dybe venskab, og jeg bakker ham helt op i hans beslutning om at søge de nye spændende udfordringer, understreger Ulla Højgaard.

– Vi har kendt hinanden igennem de sidste 15 år – som kolleger – som kompagnoner – men bedst af alt som venner – og sidstnævnte fortsætter, understreger både Kim og Ulla.

 

Fakta: Bogforlaget Schou & Højgaard overtages i december af Kim Schou – du kan læse mere HER 

Bogforlaget hedder nu: Forlaget Schou & CO.

Skal Kim skrive din bog? Kontakt ham på mail: forlagetschouogco@mail-online.dk

Tlf: 9360 0175