Kirkens Korshær glæder sig over, at den nye regering vil forbedre kommunernes mulighed for at yde huslejehjælp til udsatte mennesker. Organisationen har længe advaret om, at der mangler redskaber til at holde hånden under de mest udsatte på de laveste ydelser.
Kirkens Korshær Foto: Lea Meilandt for Kirkens Korshær Foto: Lea Meilandt for Kirkens Korshær
Af regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen både vil “give kommunerne bedre
mulighed for at give økonomisk hjælp til bl.a. boligudgifter, jf. bl.a. forslaget
fra Ydelseskommissionen herom” og “permanentgøre og fordoble den midlertidige pulje til huslejetilskud”.
Det vækker glæde i Kirkens Korshær, som længe har advaret om, at kommunerne mangler redskaber til at hjælpe mennesker i hjemløshed og i risiko for at miste deres bolig, efter at muligheden for at yde særlig støtte efter § 34 i aktivloven blev afskaffet med kontanthjælpsreformen.
”Hver dag møder vi mennesker, som ikke kan få økonomien til at hænge sammen, og som enten frygter at miste deres hjem eller blive fanget i hjemløshed, fordi de ikke har råd til at komme i bolig. Derfor er det meget positivt, at den nye regering nu anerkender problemet og vil handle på det. Det er noget, vi længe har efterspurgt, så det bliver en glædens dag, når det bliver til virkelighed”, siger Morten Østergaard Sørensen, politisk chef i Kirkens Korshær.
Kirkens Korshærs seneste fattigdomsundersøgelse, som er foretaget af Epinion, viser, at omkring 160.000 danskere dagligt er bekymret for ikke at have råd til at blive boende i deres bolig.”Det er et tegn på, at rigtig mange danskere er presset økonomisk. Det er langt fra alle, der vil blive hjulpet af de nye muligheder for huslejehjælp. Men det er en start, som forhåbentligt kan holde hånden under nogle af de mest udsatte”, siger Morten Østergaard Sørensen.
Nu skal ambitionerne omsættes til virkelighed
Kirkens Korshær understreger, at den konkrete udformning af ordningerne bliver afgørende for, om de får den ønskede effekt.
”Vi glæder os over, at regeringen og dens parlamentariske grundlag har valgt at give en håndsrækning til mennesker på kanten af hjemløshed. Nu handler det om at indrette ordningerne, så de reelt hjælper de mennesker, som står med ryggen mod muren og risikerer hjemløshed”, siger Morten Østergaard Sørensen.
Han peger samtidig på, at civilsamfundets erfaringer bør inddrages i det videre arbejde.
”Vi møder menneskerne bag statistikkerne hver eneste dag. Derfor håber vi, at regeringen vil lytte til de erfaringer, som både civilsamfundsorganisationer og kommuner har gjort sig. Hvis ambitionen er at forhindre hjemløshed, skal løsningerne tage udgangspunkt i virkeligheden og i de mennesker, den er sat i verden for at hjælpe”, siger Morten Østergaard Sørensen.