Jeg har længe haft briller. Mange briller. Læsebriller altså!
Jeg tænker, det var 2016, jeg begyndte at bruge briller fast, når jeg arbejdede – og så det er ligesom bare gået én vej.
For knap et år siden skiftede jeg til 2,0. Og det synes jeg faktisk var noget værre noget. Fordi 2,0 er altså lige lovlig meget, og jeg besluttede også, at det skulle stoppe her.
Samtidig gik det op for mig, at jeg lavede lige rigelig mange tastfejl. Som jeg så for sent. Altså når teksten var udgivet. Jeg vendte blikket indad en stund og spekulerede i det stille på, om jeg var ved at blive sådan lidt…. sløset?….doven?…. glemsom…? (og det der var værre)
Uanset hvor umage, jeg gjorde mig, så jeg ikke mine fejl før bagefter. Og det begyndte at nage mig!
Jeg ved godt, jeg pr. def. altid har lige travlt nok. Det skal gå hurtigt – så jeg kan sætte flueben og komme videre. Men det begyndte at blive noget sjusk. Og ganske pinligt!
Samtidig erfarede jeg, at jeg var hjælpeløs sølle, hvis jeg var taget ud for at handle – uden briller… Og at få den tanke, at jeg kunne svare en besked på telefonen uden briller, var nærmest komisk.
Så tog jeg den lange gang til optikeren. Altså først bestilte jeg tid, og så startede det her selviscenesatte drama. Hvor jeg ringer til min mor (der ved alt) og spurgte om der var mange øjensygdomme i familien? Altså sådan farlige øjensygdomme…?
Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør den slags. Kan jeg da ikke bare slappe af???
Nåmen flinke optiker pustede luft i mine øjne og satte klapper for og alt mulig andet, mens jeg forholdsvis stille hviskede , om “noget var alvorligt”….
Det var det så ikke. Mit syn var såmænd bare alderssvarende (???)… og væsentlig ringere end de 2,0 (!)
Nu lige om et øjeblik kan jeg så hente to sæt briller og forhåbentlig se noget igen. Og nej, jeg var ikke parat til glidende overgang samt at have brillerne limet på næsen. Så vi starter med skærm- og læsebrille. Der passer til mig (elendige) syn.
Men jeg ved jo godt, det kommer – det her glidende overgang, som med alt muligt andet, der også bare kommer glidende og pludselig fylder, selv om man ikke har inviteret det indenfor.
Det bruger jeg så det næste år på at forberede mig på….sammen med alt det andet!