Jeg har i mange år muntret mig over at latterliggøre folk med hund. Jeg har
flittigt brugt mit avishjørne til at råbe af hundeejerne. Jeg nævner i
flæng: Husk lorten! En hund er til dem, der ikke tør gø selv! Hunde er
ulækre, hopper op af én og parrer sig lystigt med min lægmuskel. Hunde
bider. Alle hunde lugter fælt. Og de gør. Hele tiden! Og tisser på gulvet.
Og bider sko i stykker. Og alt muligt altså!
Min mand er vokset op med hund. Mine børn har tigget hund, lige siden de
lærte at tale. Jeg har altid skreget på at få en kat. Ingen kompromiser
indgået. Til gengæld har vi haft den mærkeligste mini-zoo af blandt andet
sumpskildpadder, dværghamstre og kaniner. Og det skræmmende er, at alle
dyrene døde for os. Siger Jer en PETsematary vi har i baghaven (uhhh kan I
huske den film?).
Men så skete der en helt masse, som jeg ikke vil trætte Jer med. Kort
fortalt, vi trængte til noget opmuntrende – noget der kunne skabe smil efter
et dumt sygdomsramt forår på matriklen. I et svagt øjeblik lod jeg mig
overtale til at tage med familien ud til den her kennel. Med den skumle
bagtanke, at pigerne ville blive skræmt fra vid og sans, når alle de her
behårede savlende skabninger ville komme halsende.
Og de var der, ganske som forudset. Vi blev stormet ned af et kuld
mopse-hvalpe med ADHD. GYYYS! Jeg gnækkede indvendigt, da Filippa gemte sig
bag mig et kort øjeblik for at undgå den her lille brednumsede snøvlende
mops komme imod os med 160 i timen…..
Og så kom Molly…. lille sort skæv mærkelig hvalpeting. Kom bare ud af
ingenting, pludselig var hun der, sprang op i armene på Filippa. Så stod man
der. Og blev pinlig meget rørt over at opleve den seance. Fordi OK, det var
skisme da sødt. Gav mig alligevel ikke. I hvert fald ikke højt. Indeni havde
jeg lyst til at kyle lille tykke sorte tøjdyr med puls ind i bilen og køre
hjem og klø den på maven og give den et kødben. Men det skulle ikke hedde
sig.
Der var helt stille i bilen. Filippa var ked af det, de to store vidste
godt, at der ikke skulle siges for meget (læs: der skulle bruges list).
Familiemøde. Mig som ordstyrer. Den skrappe af slagsen. HVIS vi skal ha
hund, så skal I lufte den. Ordne alt det der med lorteposer og opdragelse.
For det bliver ikke mig! Børn og mand var meget stille – på den der måde at
“nu er hun sgu overtalt – fnis fnis”.
I mit meget stille bortgemte sind glædede jeg mig til at hente lille
Molly-gadekryds hjem. Skyndte mig af sted, da børnene var i skole og købte
ind for en formue af alskens uundværligt hunde-noget. Fagre nye verden. I
den grad!
Og så kom dagen. Vi skulle hente Molly-hunden… ikke et øje var tørt. Lille
Molly kom hjem og blev nusset og kælet, fik nøje afmålt hvalpefoder, bidedyr
og polstret kurv. Efter alle kunstens regler.
Og så tog de alle sammen i skole og på arbejde. Der sad jeg så på mit
hjemmekontor. Nu med hund. De første dage stirrede vi meget på hinanden. Og
kommunikationen var mest sådan noget – føj, nu har du igen tisset på
stuegulvet. PUHAAA er det en lort, hva Molly?
Man så mig stå i haven i oktoberkulde med pølsestykker i lommen for at
belønne kræet, når den havde lagt en lort eller tisset. Jeg var også nødt
til at gå tur med den her hund. Med hætte trukket op om ørene. For jeg
vidste, at straks jeg blev genkendt, ville nemesis ramme mig. På den lede
måde….
Det er så sket. Molly er MIN hund. Jeg er fuldstændig vild med det bette
kræ. Vel har den pisset på stuegulvet og ædt en træsko (Martins arb.sko
heldigvis). Og den har også gøet af postbuddet og springer konsekvent op af
alle, der træder ind af døren.
Jeg er sådan en hykler, som jeg står der og siger – den gør ikke noget, bare
skub den ned – er den ikke sød?
Og ve dem, der inviterer os, hvor Molly ikke må komme med… Molly er jo en
del af familien!
Jeg hører meget for det her. Jeg er blevet mobbet og drillet på et plan,
hvor de fleste skulle ha haft samtaleterapi efterfølgende. Men det er
fortjent.
Molly er da verdens skønneste lille hund – eller – det er på en måde ikke en
rigtig hund – det er jo en Molly!