Knibetangs manøvre omkring de helt store udlejnings sommerhuse

Læserbrev – indsendt af Søren Laulund, Viceborgmester Varde byråd. Gruppeformand Socialdemokratiet, Hyldesti 1,. 6800  Varde, Tlf. 28713413

Erhvervsstyrelsen er i færd med at udarbejde en ny vejledning, der nedregulerer antallet af udlejnings uger fra 41 til 35 årligt. Borgmester Erik Buhl har i JV. den 18.9.2020 – tændt det store advarselsblink i forhold til vejledningen. Der tales om uoverskuelige konsekvenser for lokal- turismen i Varde, og at de nye vil ramme sommerhus udlejningen og detailhandelen hårdt. Jeg er ikke så bekymret. Jeg tror at konsekvensen for detailhandelen overdrives – da en væsentlig del også drives af en-dags turister. For sommerhusudlejningen vil nedreguleringen for mange sommerhusejere næppe have de store konsekvenser, da de i forvejen udlejer deres sommerhus i en kortere periode. De der formentlig bliver hårdest ramt, er de, der investerer i de helt store sommerhuse – kun med udlejning som formål. Med vor egen lokalplan søger vi selv at få mere styr på de helt store sommerhuse eks. i Blåvand – så disse kun kan opføres i et begrænset antal og på en bestemt lokalitet, hvor de ikke er forstyrrende for anden sommerhus turisme. Med lokalplan og  Erhvervsstyrelsens begrænsende vejledning – tror jeg på at vi får lagt en dæmper på ”tivoliet” i Blåvand. Med begrænset udlejning er de store sommerhuse fremover ikke så attraktiv en investering.  Trist for den, der øjner en god forretning, men til gavn for et afbalanceret turisme miljø – også i Blåvand. Derfor hilser jeg Erhvervsstyrelsens vejledning velkommen – og håber ikke at meget ændres i godkendelses fasen.