Politiet i hele landet gennemfører i denne uge en målrettet kontrolindsats mod hastighedsovertrædelser på vejene. Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken. For høj fart vurderes faktisk at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.
Selv om antallet af alvorlige trafikulykker fortsat falder i Danmark – og det skal I trods alt have stor ros for – så er der stadig alt for mange danskere, hvis fod vejer for tungt på speederen. Der køres især for stærkt på landevejene. Ifølge Vejdirektoratets hastighedsbarometer kører flere end halvdelen af trafikanterne over den tilladte grænse på disse veje. Det er også der, de fleste alvorlige ulykker sker.
Så husk det nu. Overhold hastighedsgrænserne – ikke kun i denne uge. Det er bedre at komme frem fem minutter senere end slet ikke – eller være i skyld i andre menneskers tilskadekomst eller død i trafikken, lyder opfordringen fra politiet.