Åbent hus på Varde Rådhus onsdag den 7. september 2016
Varde Kommune holder igen i år åbent hus på Rådhuset.
Det sker, så borgerne kan få et indtryk af den daglige arbejdsgang og høre borgmesteren og kommunaldirektøren fortælle om det, der rører sig i Varde Kommune.
Onsdag den 7. september klokken 19:00-21:00 inviterer Varde Kommune alle interesserede til åbent hus på Varde Rådhus, Bytoften 2 i Varde.
Borgmester Erik Buhl vil byde velkommen, hvorefter han sammen med kommunaldirektør Mogens Pedersen fortæller om byggeriet af det nye rådhus. Oplægget foregår i Byrådets Mødesal.
Til åbent hus kan man også høre visionspilot Kirstine Gottlieb fortælle om, hvordan der arbejdes med kommunens vision “Vi i Naturen,” og få en rundvisning i udearealerne ved landskabsarkitekt Charlotte Horn.
Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune:
“Jeg synes, det er naturligt, at vi åbner dørene for borgerne, så de kan danne sig et indtryk af stedet og få et indblik i, hvordan vi arbejder på rådhuset. Jeg håber, mange har lyst til kigge indenfor til åbent hus på rådhuset.”
PROGRAM:
- Åbent hus på Varde Rådhus onsdag den 7. september klokken 19:00-21:00.
- Oplæg og rundvisning klokken 19:15, 19:45 og 20:15.
- Besøgende er også velkomne til selv at gå rundt i rådhuset.
Der vil være kaffe og kage i rådhusets kantine.
FAKTA:
- Det nye Varde Rådhus stod færdigt i sommeren 2015 og blev indviet i juli samme år.
- Rådhuset rummer 5.964 kvadratmeter.
- Rådhuset er delvist drevet af solcelleenergi.
- Til daglig arbejder 285 mennesker på rådhuset.
I Byrådets Mødesal kan man opleve værket “Sonate for sol” af den lokale kunstner Hans Tyrrestrup.