Ved kommunalvalget i 2017 fik Det Konservative Folkeparti et mandat ved Niels Christiansen. I februar 2020 meldte Steen Holm Iversen sig ind i partiet og nu byder Konservative velkommen til det tredje byrådsmedlem i Varde.
Henrik Vej Kastrupsen har i dag meldt sig ind i Det Konservative Folkeparti.
“Steen og jeg har oftest stemt for eller imod de samme sager i byrådssalen. Vi har altid haft et godt samarbejde, og vi har, mens jeg har været i Irak, trykprøvet vores holdninger til forskellige områder og har konstateret, at vi er enige om langt det meste.” siger Henrik Vej Kastrupsen
“Det Konservative Folkeparti har fastlagt valgprogrammet for det kommende kommunalvalg, og heldigvis finder jeg her politiske emner, som betyder rigtig meget for mig. Særligt ønsket om at udvikle oplandsbyerne, eller det politiske mål om at sikre en balanceret turismeudvikling i sommerlandet.”
”Jeg ser frem til samarbejdet med Henrik og glæder mig over styrkelsen af den konservative byrådsgruppe. Vi har haft en god og et meget konstruktivt forløb frem til dagen i dag og det er derfor med stor tilfredshed og glæde at vi i dag kan byde Henrik velkommen i Det Konservative Folkeparti.”, siger Steen Holm Iversen.
Det er en vanlig begejstret lokalformand, Hans Jørgen Larholm, der byder velkommen til Henrik Vej Kastrupsen i Det Konservative Folkeparti: “Vi har ikke ligget på den lade side her henover sommeren, for vi har brugt rigtig mange timer på Teams med møder mellem Steen, Henrik og jeg. Vi vil være så sikre, som vi kan blive på, at Det Konservative Folkeparti er den helt rette hylde for Henrik. Det har været nogle meget spændende samtaler, og vi oplever alle et stærkt fællesskab omkring de konservative værdier.”
Henrik Vej Kastrupsen har netop meddelt borgmester, Erik Buhl om indmeldelsen i Det Konservative Folkeparti, og er medlem af den Konservative byrådsgruppe fra i dag. Steen Holm Iversen og Henrik Vej Kastrupsen roterer udvalg, således at Steen Holm Iversen nu indtræder i Udvalget for Økonomi og Erhverv og Henrik Vej Kastrupsen i Udvalget for Social og Sundhed.