Konservative går til valg på at fastholde Varde som en borgerlig kommune

På dagen hvor Venstre vælger deres borgmesterkandidat i Varde, er meldingen fra det Konservative Folkeparti klar: Vi går til valg på at styrke det borgerlige samarbejde i Varde byråd og vil bakke op om en borgerlig borgmester.

Heidi Bundgaard, formand for det Konservative Folkeparti i Varde: ”Varde Kommunes borgere og øvrige borgerlige partier skal vide hvor vi står, og hvad vi går til valg på. Skulle det komme dertil, så har vi i øvrigt også en borgmesterkandidat i Steen Holm Iversen.”
Steen Holm Iversen udtaler: ”Igennem en længere periode har vi set tilnærmelser og tættere samarbejde imellem Venstre og Socialdemokratiet i Varde. Uanset hvem Venstre vælger som deres borgmesterkandidat, så vil vi arbejde for at fastholde Varde Kommune som en borgerlig ledet kommune. Vi skal fortsat skabe gunstige vilkår for erhvervslivet, holde skatten i ro, sikre en stabil og sund økonomi og have sat gang i den grønne omstilling i årene fremover. Vi ønsker en bred borgerlig konstituering efter et valg. Hvis det betyder at der på valgnatten er 13 mandater bag en konservativ borgmesterkandidat, så er vi også klar til at løfte det ansvar. ”
Lokalformand, Heidi Bundgaard udtaler ”Det Konservative Folkeparti oplever i øjeblikket stor fremgang i meningsmålingerne på landsplan, og det har også medført en medlemsfremgang i Varde. Det er klart, at vi har en stor opgave foran os i det kommende år, og er rigtig glade for den opbakning vi ser. Det konservative værdigrundlag appellerer til rigtig mange borgerlige vælgere – unge som ældre – og det placerer os i en unik position og giver os et godt politisk udgangspunkt for det kommende valg.” afslutter Heidi Bundgaard.

Heidi Bundgaard