Det har været et trist weekend. Solen skinnede, himlen var blå, men nyhederne var mørke og uhyggelige.
Der er krig i Europa. Og det skræmmer mig mere, end jeg helt vil stå ved. Det løber mig koldt ned af ryggen, når Ruslands chef går på skærmen og siger, at alle trusler mod hans land vil få konsekvenser, vi ikke havde forestillet os. Så bliver jeg bekymret.
Og det får mig til at tænke på alt det ligegyldige nonsens, vi er alle sammen fra tid til anden bruger unødig tid på.
Jeg var ude og handle søndag, og en mand blev eddikesur over, at en udsalgsvare, han var kørt efter, var udsolgt. Tog på vej og skældte pigerne i kassen ud – som jo ikke kunne gøre for det, vel?
Imens han stod der og bjæffede som en anden arrig kamphund, løb mødre med børn under armen og ganske få ejendele ud af Ukraine i håb om overlevelse. Forlod alt. Ægtepar tog afsked med hinanden uvidende om, hvornår (om) de ses igen. Familier indlogeres i telte i Rumænien og på banegårde i Polen. Gråd, usikkerhed, håbløshed. Det er så frygteligt, og jeg tror egentlig slet ikke, vi kan sætte os helt ind i, hvad der sker. Hvordan det føles at være midt i det. Men vi kan prøve at forstå det, når vi læser nyhederne og tænder for TV’et. Vi kan forsøge at forstå, hvad et helt lands befolkning gennemgår i disse dage – den angst og gennemgribende utryghed og uvished. Kan jeg vende tilbage? Er min bolig der, når det her er ovre? Hvad med min familie? Hvor skal jeg tage hen? Hvilken fremtid venter?
Hvis man er træt af, at mælken er blevet sur, eller at Lurpak var udsolgt – at kollegaen er et fjols eller at cyklen er flad… så TÆNK lige på, hvor små problemer du har.
Saml varme tæpper, find soveposen på loftet, smid noget af dit varme vintertøj i en sæk – og afsted med det. Lige nu er der mange fantastiske mennersker derude, der har sat gang i hjælp til dem, der flygter. Vi skal hjælpe. Vi kan ganske enkelt ikke være andet bekendt!