Kreativiteten blomstrer blandt eleverne

Nu får eleverne plads til at være kreative.
Thorstrup-afdelingen af Trane Skole og Børneby får 4 nye Kreative Containere at lege med musikken i.

Under titlen “Kreative Containere – plads til nysgerrighed og engagement” har Musik & Billedskolen i Varde Kommune skabt et projekt i samarbejde med Nordfyns Musikskole i Søndersø og Syddansk Musikkonservatorium. Sammen med én skole i hver kommune, skal der eksperimenteres med musikken. Og børnene skal stå i centrum.

Kulturministeriet har netop bevilget lidt over 1 million kroner til projektet, der kan derved kan sættes i gang med det nye skoleår.

Musikskoleleder Peter Vogel udtaler: “Nu får børnene endelig lov til at lege og være kreative med instrumenter og musikken. Normalt er faglokalerne for de kreative fag låst af, så børnene kun møder det kreative, når det står på skoleskemaet. Ikke engang i Musik & Billedskolen er vi gode nok til at give dem plads til at eksperimentere. Her kommer de også til undervisning, og må gå igen bagefter. Det er det, vi gerne vil lave om på. Børnene skal kunne lege sig ind i det kreative – blandt andet i frikvartererne, som et alternativ til fodbold. Vi er sikre på, at det vil skabe en helt anden forståelse for musikken og kunsten, når den tager afsæt i deres eget engagement.”

Formålet med puljen Grib Engagementet er at lave modelforsøg for musik- og kulturskolerne, som udforsker, hvordan man kan nå bredere ud til langt flere børn. Kulturskolerne skal ikke kun være for de få. De skal være til stede for de mange med flere forskellige tilbud. Det har været kulturminister Joy Mogensens mission fra hun tiltrådte som minister, og er nu kommet til udtryk i den 40 millioner kroner store pulje.

Musik & Billedskolen har i de seneste år opbygget et omfangsrigt samarbejde med skolerne i kommunen, netop for at give flere børn muligheden for at dyrke musik. Blandt andet på Trane skole, som nu bliver 4 Kreative Containere rigere.