Skovlund/Grindsted – Fredag den 16. maj kan Kristian Linding fejre sit 25-års jubilæum hos Flensted Food Group. Det hele begyndte med nathold og en drøm om at køre lastbil – i dag er Kristian Linding en nøgleperson i produktionen hos Flensted, hvor han som PTA Specialist binder trådene sammen mellem fabriksgulv og udvikling.
Kristian blev oprindeligt udlært i Bruun tøjbutik i Grindsted i 1994, men fandt hurtigt sin vej til fødevarebranchen. Allerede før 2000 havde han været tilknyttet Flensted som produktionsmedarbejder i perioder, og den 16. maj 2000 vendte han tilbage – denne gang for at blive.
Drømmen om at køre lastbil
Kristian havde en forkærlighed for maskiner og drømte i sin tid om at køre lastbil. Før tiden på Flensted tog han stort kørekort og fik også en kort periode bag rattet i Flensteds forsendelsesafdeling – Drømmen om at køre lastbil fik dog hurtigt et reality check. Efter en måned bag rattet savnede Kristian det livlige produktionsmiljø – og med et venskabeligt håndtryk, byttede han plads med en kollega fra produktionen, der havde det præcis omvendt. Begge blev på Flensted, og det viste sig at være det helt rigtige valg. Det blev nemlig starten på en lang og alsidig karriere i virksomheden.
– Hver gang jeg har været ved at overveje at skifte, er Flensted kommet med nye udfordringer. Det er derfor aldrig blevet kedeligt og jeg har derfor aldrig haft behov for at søge andre steder hen, siger Kristian.
Efter den korte tid i forsendelsen, kom han i kartoffelsalatproduktionen på Adelvej, men flyttede hurtigt videre til kartoffelproduktionen, hvor han siden har haft mange forskellige roller: ferieafløser i planlægningen, koordinator, driftskoordinator og produktionsleder. I dag arbejder han som PTA Specialist, hvor han blandt andet er med til at sikre, at produktionen kører optimalt – og han spiller en vigtig rolle i arbejdet med Flensteds kommende nye fabrik.
– Jeg tager blandt andet til Tyskland for at hente viden og erfaringer, som vi kan bruge i opbygningen af den nye fabrik. Det er spændende at være med helt fra starten, fortæller Kristian.
Når Kristian ikke har gang i fabriksplaner og produktionsoptimering, er han ofte at finde med cykel- eller løbesko. Privat bor han i Grindsted med sin kone og deres to børn på 18 og 20 år. Han holder sig i form med både løb og træning og ja, så de mange ture på cykel til og fra Flensted.
Jubilæet markeres med en intern fejring i virksomheden – og mon ikke der bliver skålet for både fortidens indsats og fremtidens fabrik med Kristian ombord.