Kulturspinderiet inviterer i efterårsferien til Jazz’n Dance

Kom og dans dig glad den 14. oktober, når Kulturspinderiet inviterer i efterårsferien til Jazz’n Dance.

Jazz og dans hænger sammen

Aftenens musikalske bidrag kommer fra Jazz Buffetten, og Rikke Hundebøl og Simon Salskov fra Birgit Borgs Dansecenter lærer dig at give den gas på dansegulvet i genren Lindy Hop. Der er også mulighed for at købe en Jazz’n Dance platte fra Mad Med Mere Varde.

Arrangørerne ønsker med arrangementet at lave en aften, hvor danseglad voksne kan komme og svinge hofter og træben til livemusik.

Jazz Buffetten har siden 1998 leveret svingende jazz rundt i hele Danmark, men hjemmebanen er Smedeværkstedet i Varde. Dans og jazz hang i gamle dage uløseligt sammen, og det er en tradition, arrangørerne ønsker at give nyt liv via det kombinerede jazz- og dansearrangement. Søren Peter Frøsig, der er trompetist og sanger i Jazzbuffeten og initiativtager til arrangementet, håber, at aftenen inspirerer til at komme op af stolene:

– Der mangler et sted i Varde, hvor det voksne publikum kan gå ud og danse til god levende musik. Gennem efterhånden mange år har vi spillet til Riverboat Jazz Festival i Silkeborg, og flere gange er jazz blevet kombineret med glade dansere i gaderne. Det har inspireret os til at lave denne aften, hvor publikum både kan opleve et levende jazzorkester, professionelle dansere – og ikke mindst så har de også muligheden for at selv at kunne danse med, siger Søren Peter Frøsig.

Dansen sørger Rikke Hundebøl og Simon Salskov for. Begge arbejder til hverdag som danselærere og koreografer på Berit Borgs Dansecenter.

Da man bliver sulten af al den dans og jazz, har arrangørerne lavet en fordelagtig aftale med Mad Med Mere Varde, der tilbyder en Jazz’n Dance platte leveret kl. 18.30 i Smedeværkstedet for kun 100 kr. Forudbestilling er nødvendig senest den 11. oktober.

Noget for de voksne

 

Arrangementet er modsat mange andre i den uge målrettet det voksne publikum, og kulturspinderen glæder sig over bredden af efterårets tilbud i Varde Kommune:

– I efterårsferien er der mange kultur- og fritidsaktiviteter i Varde Kommune for skolebørn og deres familier. Jeg synes det er herligt, at kunne supplere med en aften for og med det voksne publikum, siger Ditte Maj Sjørslev.

Initiativtagerne ønsker at starte en tradition, hvor danseglad mennesker mødes til dans og musik.

– Det kunne være sjovt, hvis vi kunne gentage arrangementet igen til foråret eller til næste sommer, måske som udendørs asfaltbal, siger Søren Peter Frøsig.

 

Jazz og dansearrangementet er gratis – du betaler kun for evt. tilkøb af mad.

For bestilling af Jazz ’n Dance platte senest d. 11/10

Mad Med Mere, Østervold 11, 6800 Varde. Tlf.: 75220004.

Betaling direkte i butikken eller på Mobile Pay til tlf.: 29465918

Menuen består af:

– Sild med hjemmelavet karrysalat

– Croissant med hønsesalat

– Røget oksefilet med peberrodscreme

– Rullepølse med sky, løg og krydderfedt

– Landskinke med grønne tomater

– Paté med champignon og løg

– Brie med frugt og havtorn kompot

– Kage og nøddemix

– Hertil serveres rugbrød, grovbrød og smør.

Drikkevarer tilkøbes i Smedeværkstedets bar

 

 

Af Sissi Andersen