Kunst i Varde: “TRIBUTE TO THE PLANET”

Ved rådhuset i Varde er der blevet opstillet en større skulptur i cortenstål udført af den anerkendte tyske kunstner Jörg Plickat.
Skulpturen består af to elementer, formet af kuber og cirkulære buer, der er placeret overfor hinanden. Nogle af disse former rækker ind mod hinanden, og danner derved en imaginær cirkulær sfære. Det negative rum i sfæren, der dannes her, er af central betydning for værkets komposition. Det definerer rummet og positionerne mellem de to skulpturelle elementer.
Set ud fra et formmæssigt synspunkt finder der her en dialog sted mellem en positiv form og et negativt rum.
Hvad angår indholdet, kan kompositionen forstås som to arme eller hænder, der beskyttende forsøger at omslutte den sfæriske form.
Som titlen ”Tribute to the Planet” antyder, så handler skulpturens budskab om vores planet.
Den økologiske situation på planeten Jorden er truende. Havene og atmosfæren er kraftigt forurenede, temperaturerne stiger med en uhørt hastighed, talrige levesteder er truede, og utallige livsformer forsvinder for evigt fra denne planet.
Skulpturen er derfor en opfordring til altid at tage det økologiske aspekt i betragtning i alle handlinger, og være økonomisk i brugen af ressourcer, for at bevare det gode liv på denne planet for vores fremtidige generationer.
Værket er doneret af Poul Erik Bech Fonden.