Lærer på 10iCampus: Eleverne er så seje!

Vi er så stolte af dem – simpelthen!

Sådan lyder det fra en af lærerne på 10iCampus, Lene Bertelsen. Sammen med sine kolleger måtte hun pludselig stille fuldstændig om og undervise sine elever via Teams grundet Corona-nedlukning.

– Det tog ikke så lang tid, så var det bare noget, man gjorde. Det her med at tænde for computeren og få ført protokol, og så i gang med undervisningen. En af de store forskelle er, at det er meget mere tidskrævende – det tager tid at råbe alle elever op via Teams – sikre sig at eleverne har det godt, få uddelt opgaver, lavet grupper osv. Og med tiden har jeg også lært, at der bare er emner, der absolut ikke ikke egner sig til Teams-undervisning, fortæller Lene, der også ser fordele ved denne form for undervisning.

– På en måde er der blevet skabt en anden form for kontakt mellem lærer og den enkelte elev. De har hele tiden kunne ringe os op, og kontakte os privat, og det har mange benyttet sig af. Det har afstedkommet super-god feed back, og bestemt også videreudviklet mig, reflekterer Lene Bertelsen.

Hun og hendes kolleger har også holdt mange møder via Teams, hvor de har erfaringsudvekslet, og delt ideer samt udvekslet tips og fif til en ny måde at undervise på.

– Og her er Teams bare godt! Der er ingen spildtid, det er bare at tænde computeren, og så er man i gang med det samme. Jeg har især lært, at det visuelle er meget mere vigtigt, når man kommunikerer via en skærm. I klasselokalet har man øjenkontakten og mærker stemninger – her gælder det om at vedholde interessen og skabe billeder. Det har været en udfordring, men bestemt også lærerigt. Der er flere ting, jeg vil tage med videre, når hverdagen vender tilbage – det har ikke kun være noget skidt, det her Corona, men når det er sagt, så ser jeg frem til hverdagen vender tilbage.

Der har da været bekymringer, vel har der det… – kunne jeg nu holde det faglige niveau? Kunne jeg holde dampen oppe? Jeg er jo lærer… og jeg vil for alt i verden ikke tabe nogen elever i det her, men igen, jeg synes faktisk vi er kommet rigtig godt igennem det. Vi har nogle fantastiske elever her på 10iCampus, de er omstillingsparate, – og de er bare seje!

Lene planlægger pt. studierejse sammen med sine elever, og her har hun is i maven.

– Jeg har valgt at være optimist. Der er en tid endnu, og det er noget, jeg brænder rigtig meget for, de her studieture. Nu må vi se – vi følger naturligvis de retningslinjer, der er.

Afdelingsleder Martin Haldbo Hansen er også optimist: Min opfattelse er helt klart, at de unge mennesker – OG lærerne – har klaret tiden med Corona med bravur. Der har været en rigtig god kommunikation, og når der har været udfordringer af den ene eller anden art, så er de blevet grebet. Min bekymring lige nu går på det her med, at eleverne skal på skolen være en uge, og så sendes hjem igen. Det er lidt ærgerligt for dem, og det kræver virkelig omstillingsevne, men jeg er sikker på, det nok skal gå. Jeg ser virkelig frem til hverdagen…