Læserbrev indsendt af Daniel Sørensen (V), Bredgade 61B 6830 Nørre Nebel.
Turismeerhvervet udgør over en femtedel af beskæftigelsen i Varde Kommune, hvilket gør os til landets største kommune inden for turisme sammen med Ringkøbing-Skjern Kommune. Venstre i regeringen gør en forskel, og det mærkes tydeligt her hos os, hvor der er indgået en fremragende aftale om CO2-afgift på landbruget gennem den grønne trepart. Vi ser også massive skattelettelser til erhvervslivet, hvor vi blandt andet har nedsat generationsskifteafgiften, fjernet helvedesskatten og meget mere i den nye iværksætterstrategi. Men hvorfor stoppe her?
Borgmester Mads Sørensen udtalte den 15. juli i JV, at turismeerhvervet er afgørende for vores kommunes velfærd og udvikling. Hvorfor kæmper vi så ikke for, at de virksomheder, der skaber arbejdspladser inden for turisme, kan beholde flere af deres egne penge gennem differentieret moms? Disse penge kan gå til yderligere udvikling af virksomhederne, skabe flere arbejdspladser, og investere i både medarbejdere og virksomhedens fremtid.
Differentieret moms til hotel- og restaurationsbranchen er allerede en realitet i mange af vores nabolande. Fordelene er indlysende. For Varde Kommune er det helt essentielt for udviklingen af vores lokale velfærd, at virksomheder, der arbejder med turister og gæster, trives og udvikles. Og det gør de bedst ved at beholde flere af deres egne penge.
Hvis vi kan fjerne helvedesskatten for iværksættere, så kan vores lokalpolitikere også argumentere stærkt for, at der skal være differentieret moms til turismeerhvervet. Det er ikke bare god politik – det er god liberal landdistriktspolitik.