Læserbrev indsendt af Sarah Andersen. Medlem af psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark. Medlem af social- og sundhedsudvalget i Varde kommune
Det korte svar er nej.
Er der lange ventelister på udredning og behandling for et barn, der lider af psykisk sygdom eller mentalt mistrivsel?
Er det politisk uansvarligt at ”gøre ingenting”, velvidende at børn og unge bliver mere og alvorligere syge, mens de venter på en tid i vores børneungdomspsykiatri?
Det er korrekt der lukkes 7 døgnsenge i Esbjerg, som én af brikkerne i et større puslespil!
Børneungdomspsykiatrien består af meget andet end senge, så hvad får man i stedet, når det ikke er en spareøvelse?
I stedet vil læger nu kunne tilbyde mange flere ambulante tider til samtale og behandling. Lægeressourcer der aktuelt er bundet til døgnsenge 24/7, kanaliseres i fremtiden over som ”varme lægehænder” i børnepsykiatriens dagtilbud/ ambulatorier.
Flere vil opleve en ”behandlingsgaranti” ved akut psykisk sygdom. Der oprettes subakutte tider alle hverdage. Det betyder, at et barn der oplever akut psykisk forværring, kan vælge at blive hjemme natten over og få hjælp hos en fagprofessionel den førstkommende hverdag.
Endnu en brik, der ændres, er aldersgrænsen. I fremtiden tilhører man voksenpsykiatrien når man er 18 år. Det åbner døren til indlæggelse i voksenpsykiatrien i Esbjerg ved behov 24/7.
Politisk har vi ”ikke tabt sutten”.
Vi tager ansvar og de første skridt mod nedbringelse af lange ventetider. Lukning af senge bliver en geografisk forringelse for de få, der har behov for indlæggelse. De frigjorte lægehænder bliver en forbedring for de mange, der i dag venter på hjælp, til at få det psykisk og mentalt bedre.