Late Night MIDT OM NATTEN….

Late night – ”Midt om natten” tema fredag den 26. maj 2017

Fredag d. 26 maj er der late night shopping i Varde Handel med temaet ”Midt om natten” i anledning af at butikkerne lukker kl. 22, og fordi Varde Sommerspil opføres for fyrretyvende gang med netop forestillingen Midt om natten frit bearbejdet efter filmen fra 1984 af Erik Balling.

 Indtag din aftensmad, og lyt til sang, under åben himmel på Varde torv

– I dagens anledning sætter vi en masse bord-bænkesæt op på torvet, naturligvis pyntet i ”Midt om natten” stil, vi fylder en scene med forskelligt musik og underholdning, og inviterer til en hyggelig aften, hvor vi appellerer til flere sanser og kombinerer shopping med god mad, musik og underholdning, siger citychef Louise Høj Nissen.

 Varde Garden sætter gang i løjerne, når de skaber stemning i byens gader kl. 17.15.

Ved scenen foran EDC kl. 18.30 viser børnene i 7-kanten deres flotte kostumer frem i et iøjnefaldende kostumemodeshow, som de tidligere har vist på Korskro marked.

Kl. 19.00 giver en håndfuld af de medvirkende skuespillere i ”Midt om natten” et bud på nogle af de ørehængere, man kommer til at høre om en måneds tid fra d. 29 juni, når der er premiere på musicalen, mens man kl. 20.00 og frem til kl. 21.30 kan høre akustisk musik fra Middelname Mississippi.

Er du sulten mens du lytter til sang på torvet er der ingen grund til fortvivlelse. Samstyrken sælger nemlig i temaets anledning ’Haveje’ hotdogs i pølseboden til kr. 30.

– Man er også velkommen til at medbringe sin egen picnickurv, siger citychef Louise Høj Nissen, men opfordrer naturligvis til, at man støtter byens butikker.

Som ”Først til Mølle” fra kl. 17.30 sponsorerer Føtex 3 pålægskagemand (1 stykke per person).

Fest i børnehøjde

Skal der være fest, så lad der være fest – også for de små.

På torvet vil der blive et børneområde med hoppeborg, sækkeløb, hulahopringe, og en oppustelig fodboldbane. Kl. 17-18 afvikler Intersport en fodboldturnering, hvor der er fede præmier på spil.

Der er gratis juicebrikker og rosinpakker til alle børn sponsoreret at Kvickly.

Kl. 18-19 uddeler maskotter fra TOPS lækkerier og balloner i midtbyen. Kl. 18-20 kommer Ballonmanden på besøg, og han laver sjove ballondyr til børnene. Fra kl. 17-22 er der kreativt værksted ude i Vestergade, og i dagens anledning under temaet ”papirs klip”. Fra kl. 19.30 spiller Christian Nygaard Krogh Hansen, der har gået på talentlinjen på Varde Musik og Billedskole og som efter sommerferien er optaget på MGK i Esbjerg, ”Papirs klip” og andre ”Midt om natten” numre på sin guitar først i Vestergade og senere på aftenen i Kræmmergade. Hos Samstyrken 10 er der ligeledes kreativt værksted, popcorn og et ”Midt om natten” miniaturehuse-tema.

Kan du spise rigtig meget citronmåne kage på 1 minut?

Så stil op i konkurrencen kl. 20.00 i Kræmmergade og bliv Vardes ”Citronmåne mester”.

Foruden at vinde en hel månedens forbrug af citronmåner, kan du også løbe afsted med et gavekort til Varde Handels butikker på 250 kr.

Gode tilbud i byens butikker helt til kl. 22

Hele dagen kan du finde gode tilbud i byens butikker. Butikspersonalet står klar med rådgivning og service i topklasse.

– Husk også at lytte godt efter, du kan nemlig være heldig at høre nogle af de gode gamle ”Midt om natten” klassikere strømme ud af højttalerne når du handler i byens butikker… ”Susan Himmelblå”, ”Masser af succes”, ”Natten er blid”, ”Om lidt blir her stille”… og du er velkommen til at synge med, slutter Louise Høj Nissen med et smil.