Hvad er det dog med os mennesker og de mobiltelefoner? Forleden læste jeg en klumme af Lotte Heise, hvor hun – på sin helt egen, herlige facon – skældte ud på de forældre, der går tur med barnevognen, mens næsen er plantet solidt i telefonen.
Og ved I hvad? Hun har jo ret. Jeg ser dem næsten dagligt. De triller afsted ad Lerpøtvej og ned ad Ndr. Boulevard. Barnet sidder foran dem og kigger nysgerrigt ud på verden. Mor eller far kigger… på Facebook. Eller Instagram. Eller en video af en kat, der spiller klaver. Hvem ved?
Barnet lærer måske snart sit første ord. Det bliver sandsynligvis: “Swipe.”
Det pudsige er, at jeg faktisk lever af, at folk kigger på deres telefon. Jeg driver en netavis. Jeg lever af at formidler nyheder, Facebook-opslag og sociale medier. Så jeg burde vel være den sidste til at opfordre folk til at lægge mobilen væk.
Men alligevel… Der var engang, hvor jeg arbejdede på en papiravis. Dengang gik vi altså ikke rundt med avisen foldet ud foran ansigtet hele dagen. Vi sad ikke ved middagsbordet og bladrede i lokalavisen mellem kartoflerne. Vi gik ikke tur med avisen op foran næsen. Vi tog den frem. Læste den. Lagde den væk igen. Det var egentlig et meget godt koncept.
For nogle år siden havde jeg gæster. En rigtig flink fyr. Virkelig flink. Han sad bare med telefonen hele aftenen. Jeg sad og tænkte: “Hold da op, han må kede sig.” Jeg inviterede ham faktisk aldrig igen. Måske var han vældig underholdt. Bare ikke af os.
Det værste er næsten, at vi alle sammen gør det. Mig selv inklusive. Man skal lige tjekke noget. Og så lige noget mere. Og hov… Nu er der gået 17 minutter, og man kan ikke længere huske, hvad det egentlig var, man ville finde.
Vi er blevet mennesker, der står i kø og kigger ned. Sidder i venteværelser og kigger ned. Holder for rødt lys og kigger ned. Vi kigger så meget ned, at jeg snart frygter, vi udvikler en helt ny menneskeart.
Homo Mobilis.
Kendetegnet ved en bøjet nakke, hurtige tommelfingre og manglende evne til at føre en samtale uden samtidig at svare på tre beskeder. Måske skulle vi prøve noget vildt. Lægge telefonen i lommen. Kigge op. Se på menneskerne omkring os.
Tale med dem. Lytte. Grine. Opleve verden, mens den faktisk sker – og ikke først, når nogen har lagt den på sociale medier. Ironisk nok læser du sikkert også denne klumme på din telefon. Det er helt okay. Bare lov mig én ting. Når du er færdig…
Så kig op.
Der er faktisk et virkeligt liv derude. Og det har heldigvis stadig bedre opløsning end nogen skærm.